Fra dåb og nadver sendes vi ud i hverdagen

17.02.2016

Fra dåb og nadver sendes vi ud i hverdagen

Det fjerde af seks kendetegn for Indre Missions forkyndelse




"Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed i det mindste har bevaret dette sakramente for os i sin kirke, uden at mennesker har svækket dets kraft eller sat så meget som en plet på det med deres påfund." Så skarpt og befriende taler Luther i et skrift om dåben. For der er noget afgørende på spil, når det gælder sakramenterne: dåb og nadver.

    Vi kan komme til at tale dåb og nadver ned, så de mister betydning for os. Eller vi kan blive forvirrede over forskellige syn på dåb og nadver, så vi opgiver, hvad de som sakramenter faktisk rummer og betyder for troen og vores åndelige liv som kristne, fordi vi ikke ønsker, at det skal hindre fællesskab med andre kirkesamfund.

Det store drama

Dåben er ikke en offentlig bekræftelse af troen (hos en voksen) som led i en åndelig proces og som en lydig bekendelse. Nadveren er ikke alene et symbolsk mindemåltid eller en form for åndelig udrustning, som understøtter de troendes fællesskab. Der ligger en virkelighedsforskel bag, når vi som evangelisk-lutherske afviser dette syn på sakramenterne.

    For det handler ikke så meget om mig, men om et stort drama. Situationen er, at vi uden fællesskab med Gud er dømt til evig fortabelse borte fra hans ansigt. Situationen er også, at vi ikke selv kan etablere det fællesskab eller kan begynde vores liv som mennesker med at være gode nok og kun skal stå til ansvar for vores skyld, når vi overtræder Guds bud. Nej, vores situation er, at vi fødes ind i denne verden med ryggen mod Gud. Vi er faldet i synd, sådan som det har været menneskehedens situation siden syndefaldet (1 Mos 3).

    Men Gud selv baner vej for relationen til os ved at udrydde det, som står i vejen (Ef 2,1ff). Jesus Kristus har kæmpet den kamp for os mod synden, døden og Djævelen ved sin død og opstandelse. Han gav sig selv som et stedfortrædende offer og sonede vores synd. Han opfyldte Guds løfter om frelse og evigt liv. Skal et menneske have del i den virkelighed, så kan det kun ske ved at have et tilhørsforhold til Jesus – og det kan kun ske ved at blive en del af det rige, hvor Jesu nåde og syndernes forladelse er.

    Det er et ublodigt, men reelt drama, som udspiller sig, når et barn eller en voksen bliver døbt. I dåben er det Gud selv, der ved sin Ånd skaber troen i mig. En tro på, at hans løfter og frelsen i Jesus er nok for mig. En tro på, at jeg ved at blive døbt – og genfødt (Tit 3,4-8) – bliver sat ind i fællesskab med Gud og nu tilhører Kristi rige.

At dø for at leve

Selvom alle mennesker er skabt af Gud, er de ikke dermed børn af Gud. Vi bliver Guds børn ved dåb og tro. Det kan se så pænt og uskyldigt ud, når det lille barn bæres frem til døbefonten i en hvid dåbskjole. Men dramaet rummer, at det nye liv begynder med en død. Ved dåben dør vi bort fra den grundtilstand at være bundet til synden og opstår med Kristus til et nyt liv bundet til den retfærdighed, vi har fået fra Gud (Rom 6).

    Som døbte gælder det, at vi ved Jesus nu og i al evighed regnes for Guds børn. Det er den ene åndelige gave, vi får i dåben. Den anden gave er Helligånden og et liv i syndernes forladelse. Den tredje er et evigt liv. Disse gaver er dåbens nåde. Det er Gud, som handler og skænker disse gaver; vi får dem ikke på grund af lydighed eller en trosbekræftelse. Dåben og nadveren er som nådemidler en hjælp for troen.

    Nadveren skal netop ses i forlængelse af dåben og det liv, vi nu er givet ved at tilhøre Jesu Kristi rige. For på vandringen gennem livet mod vores evige hjem hos Gud må vi lade det i os dø, som vil forhindre vores liv i Jesus. I nadveren bliver vi fastholdt i tilsigelsen af syndernes forladelse. Nadveren er ikke blot at modtage et stykke brød og lidt vin som et symbolsk måltid, men den er at modtage det liv, som Jesus – som den opstandne Herre – vil give os. Den rækker os en forsmag på den evige tilstand hos Gud, som vi allerede ejer i troen.

    Luther kan sige det sådan om nadveren: "Derfor er dette sakramente givet til daglig føde og næring, for at troen kan tage til og styrkes, så den ikke falder tilbage under sådan kamp, men bestandig bliver stærkere og stærkere. For det nye liv skal leves sådan, at det altid tager til og går fremad. Men herunder må det lide meget."

    Nadveren er troens måltid. Det er fysisk konkret, selvom det er himmelske gaver – ligesom Jesus er sandt menneske og sand Gud. Det er samme mysterium, nadveren rummer: at vi modtager 100 procent brød og vin, og samtidig er det 100 procent Jesu hellige legeme og blod.

    I Luthers lille Katekismus kan du på en enkel måde læse mere om, hvad dåben og nadveren rummer og betyder.

Et helligt liv

Dåb og nadver tager kun et øjeblik at udføre som handling, men som sakramenter rummer de et budskab, som varer for evigheden. De er som nådemidler at betragte som et tempel – et sted, hvor man kan være uden synd og derfor kan møde den hellige Gud. Fra dåb og nadver sendes vi – som døbte og korsmærkede – ud til et helligt liv i hverdagen (Tit 2,11-15). Til at leve som vidner om ham, idet vi frivilligt lader os forpligte på at leve efter hans vilje.

    Dåb og nadver holder mig fast i, at jeg har et hvilested hos Jesus. Det er et stort evangelium! Og jeg holdes fast i min identitet, at jeg er sendt fra ham til at leve helligt til mit medmenneskes gavn og til Guds ære.

    Netop derfor er det vigtigt at fastholde en sund forkyndelse i tæt tilknytning til dåb og nadver. For hvis sakramenterne knyttes sammen med en ubibelsk eller åndeligt farlig forkyndelse, vil det påvirke troen, og dermed hvad dåb og nadver virkelig er og betyder for os.

    Det er ikke tilfældigt, at Jesus knytter oplæring til dåben. Vi har brug for livet igennem at blive mindet om, hvad han har sagt og gjort, så vi kan blive bevaret i en sand tro til det evige liv og blive vejledt til at leve det liv, som han kalder os til som døbte.

    Der er behov for, at vi taler dåbens og nadverens betydning op. Måske skal vi til at holde dåbsfester, så vi minder hinanden om, hvad det betyder for os at være døbt – og hvad nadveren giver os på vores vandring hjemad.

Hans-Ole Bækgaard er valgmenighedspræst og formand for Indre Mission.

Læs om de seks kendetegn på indremission.dk/6kendetegn

Artiklen har været bragt i: IMT 2016 nr. 7



Kommentarer


Tidligere artikler

29.06.2018

Menneskelige relationer gør forskellen

Fem gange kristendomskursus.dk har sat spor i Indre Mission i Skive[mere]


15.06.2018

De uddeler lidt glæde og smil

Jenny Kristensen er med i "Elsk Aarhus", som vil tilbyde en praktisk hånd til...[mere]


15.06.2018

Tydeligt kald og samarbejde skal hjælpe IM længere ud

Drøftelse viste bred opbakning til IM's ledelse og målet om at nå længere ud[mere]


14.06.2018

Kortspil skal give ideer til mission

På Årsmødefestivalen præsenterede Indre Mission spillet "Forkynd Kristus - Nå...[mere]


01.06.2018

Gadens gode samtalepartner

Jesus er blot en detalje. Det er et af de udsagn, IMU'erne har mødt på gaden i...[mere]


Viser resultater 1 til 5 af 262
<< Første < Forrige 1-5 6-10 11-15 16-20 21-25 26-30 31-35 Næste > Sidste >>
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: