Følg IM Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Tro og gerninger hænger sammen i livet som kristen

07.04.2016

Tro og gerninger hænger sammen i livet som kristen

Det sjette af seks kendetegn for Indre Missions forkyndelse




Vi er nået til det sidste kendetegn, men det betyder ikke, at det er mindre vigtigt. I forkyndelsen kommer det ofte til sidst – eller er måske slet ikke med, fordi fokus er på synd, omvendelse og troen på Kristus. Det kan få den betydning, at dette kendetegn bliver ukonkret og uvedkommende. Eller det bliver forkyndt som de nødvendige sidste minutters formaning om livet som kristen, så opmuntringen til at leve for Gud og næsten bliver til nye bud og krav, der fører til åndelig trældom. Friheden i Jesus forsvinder – og det samme gælder glæden, frimodigheden og det rette perspektiv for hverdagskristenlivet.

    Måske har netop dette skabt en træthed i troslivet eller en tørst efter at høre en anden forkyndelse i vores sammenhæng. Når et ord som discipelskab er kommet til at fylde meget i de senere år, hænger det uden tvivl sammen med en længsel efter det konkrete og en vejledning til at leve som kristen. I nogle sammenhænge er et karismatisk-teologisk fokus på discipelskab nok kommet til at fylde så meget, at det grundlæggende for troen og kristenlivet er skudt i baggrunden, eller det er blevet selvfølgeligt, så fokus reelt i en from åndelig udgave mere hviler på mig. Det er også galt.

Vigtigt fokus

Det er en svær øvelse at forkynde Guds ord ret i lov og evangelium. Men det er, hvad der er på spil. Ikke forstået sådan, at det skal ske statisk med en portion lov først, så evangeliet, og – hvis taletiden tillader det – et vedhæng med formaninger til at leve forpligtende som kristen. Det er blot at slutte med at forkynde lov som betingelse for livet i Kristus – frem for efterfølgelse af Jesus.

    Der er en vis rækkefølge i forkyndelsen, som er vigtig at holde fast i, og som tydeliggør evangeliet for os. Følgende treklang er med til at anvise et sundt perspektiv: At man har kundskab om læren som grundlag for livet som kristen med en bestemt mission for øje. Hvis denne grundform i forkyndelsen er på plads, kan "et liv i kærlighed og tjeneste" integreres i forkyndelsens helhed. Når det sker, bliver efterfølgelsen af Jesus ikke et vedhæng, eller noget, der kun er for nogle særlige. Efterfølgelsen bliver heller ikke betingelse for en frelsende tro.

    Når du som døbt tilhører Jesus, skal du netop ikke først have styr på alt det trosmæssige for at kunne leve kærlighed ud i mødet med din næste. Du skal heller ikke først have kontrol over fristelser og styr på synd som et overmenneske for at kunne tjene Gud glad og frimodigt, for så kommer du aldrig til det. Din syndige natur bliver dermed bare en elendig undskyldning for dovenskab eller for ikke at ville leve det liv, som Jesus kalder dig til.

Kristen for og med Kristus

Tro og gerninger hænger uløseligt sammen i livet som kristen. Som døbte er vi sat ind i et konkret og virkeligt liv med Kristus (Rom 6,4-11). Der er tale om at leve Kristus lig, have ham som forbillede, vokse i en erkendelse af ham, som sætter spor, og hvor Helligånden virker troens frugter (Fil 1,6-11; 3,12-4,1). Vi kan på bibelsk grund kalde det at leve helligt – udvalgt til at leve for Guds ansigt, så andre gennem os ser vores himmelske Fader (Matt 5,13-16; 1 Pet 2,9-12; sml. Kol 1,10f).

    For at discipelskab ikke bliver 'min gerning', er det en befrielse, at Jesus kalder os til at "gøre disciple" – netop ved at døbe og lære. At være en Jesu discipel er at være sat ind i det nære og livgivende fællesskab med ham ved dåben og ved oplæring at få kundskab om, hvad han har sagt (læren), og få indsigt i at leve, som han anviser til (livet). Altså efterfølge Jesus som discipel med ham som forbillede. Netop dét er at være en kristen.

    At være en kristen former hele ens liv. Det gælder alle og er ikke kun for nogle særlige. Det gælder heller ikke kun livet i de kristne rækker, men i alle relationer og situationer i ens liv.

    Det er uluthersk at adskille tro og gerninger i kristenlivet. Troen er forudsætningen for gerningerne, og gerningerne kommer af troen – uden at de dermed kommer til at være betingelse for frelsen. Især i artikel 5 og 20 i Den augsburgske Bekendelse udfoldes det klargørende. I samme ånd taler Paulus om "tro, virksom i kærlighed" (Gal 5,6; sml. Jak 1,22f; 2,26; Hebr 9,14). Han taler også om, at lydighed mod Guds bud har betydning for livet som kristen (1 Kor 7,19; 1 Thess 2,11f), og om, at vi har fået en ny lov, Kristi lov (Gal 5,13-6,10; sml. Matt 5). Evangeliet forvandler buddene til Kristi lov – ikke til trældom, men frihed (Gal 5,1; Rom 6,17ff).

    Der er noget afgørende at få fat i her. Som begravet med Kristus og opstået med ham, sammenvokset med ham ved dåb og tro, er vi oprejst til at leve opstandelsens liv! Vi er frelst fra lovens forbandelse, vi er hellige for Gud, og vi lever nu med en frivillig lydighed efter Guds vilje til hans ære. At leve efter Guds bud handler ikke om frelsen, men om kærlighed til Gud og næsten (1 Joh kap. 3-4).

    Det handler om at tjene Gud og andre med 'alt mit' og altid stræbe efter at gøre det godt. Ikke for at fortjene noget, men være noget for andre end mig selv. (Tit 3,14; Hebr 10,24; Kol 3,23).

En ufuldstændig liste

Der er ikke nogen færdig liste over, hvordan kærligheden og tjenesten kommer konkret til udtryk i kristenlivet. Men det skal ikke gøre os passive, men skærpe iveren efter at forvalte evner, fagkompetencer og muligheder ansvarligt og frivilligt og til gavn for andre. Ligeså må vi bede om nådegaver til ved Helligånden at kunne tjene i menigheden og søge dem som udrustning i tjenesten for Jesus (Rom 12; 1 Kor 12). Hvad vi er blevet betroet – også rigdom, skal vi anvende gavmildt (1 Tim 6,17-19). Vores adfærd i relationer må vi være bevidste om (1 Pet 3,8-17; jf. Ordsprogenes Bog), og at give afkald for næstekærlighedens skyld bør ikke ligge os fjernt (Luk 14,33; Rom 14).

    Kort sagt: Dette kendetegn på forkyndelse er ikke blot et ligegyldigt vedhæng, som kan puttes ind til sidst, og som måske kan undlades, fordi taletiden ikke lige var til det. Det må integreres i forkyndelsens helhed, fordi det omfatter hele mit liv som kristen – at leve med Kristus. Vi bliver ikke udlært i at praktisere kærlighed eller at stå i en tjeneste. Der må øvelse til. Der må hjælp og vejledning til. Der må tilrettevisning. Der er brug for samtale med andre. Der må være forbilleder. Der skal være plads til fejl, tilgivelse og overbærenhed, ligesom Jesus selv giver plads til det (Kol 3,12-17).

Det begynder med Jesus

Paulus har selv erfaret, at det begynder med at se, hvad Jesus har gjort. I det lys siger han noget, som jeg selv har fundet styrke ved og trøst i: At Jesus har vist ham tillid og taget ham i sin tjeneste, at han har fundet barmhjertighed og nåde ud over alle grænser, og at han har fået kraft til at kunne virke med sit liv til Guds ære (1 Tim 1,12-14).

Hans-Ole Bækgaard er valgmenighedspræst og formand for Indre Mission.

Læs om de seks kendetegn på indremission.dk/6kendetegn

Artiklen har været bragt i: IMT 2016 nr. 14



Kommentarer


plugin.tt_news ERROR:
No code given

Tidligere artikler

12.01.2018

Jeg er perfekt

Jeg er Guds gave til menneskeheden. Og det er du også[mere]


15.12.2017

Engle er aktive medarbejdere

Engles opgaver er langt mere end det, der ligger til grund for Klarborgs lille...[mere]


08.12.2017

Besøg af Solopgangen

Gud sendte mig en personlig adventshilsen på en løbetur[mere]


01.12.2017

Min kone blev forvandlet

Marjun så noget herligt, før hun døde. Det har fået hendes mand til at glæde sig[mere]


24.11.2017

Dybt hælder året

Han lover mig en evig vår[mere]


Viser resultater 1 til 5 af 257
<< Første < Forrige 1-5 6-10 11-15 16-20 21-25 26-30 31-35 Næste > Sidste >>
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med:
Tilmeld dig i januar og vær med i lodtrækningen om et års abonnement på impuls (værdi 755 kr.).



indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér