Følg IM Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Børneklubbens leder var begejstret
Grafik til lederartikel
27.05.2016

Børneklubbens leder var begejstret

Lad os vende fokus mod det, der lykkes eller sætter en positiv dagsorden, og deri finde glæde og inspiration til at navigere i udfordringerne




I sidste uge faldt jeg i snak med en børneklubleder. Ikke alle ord huskes fra samtalen, men begejstringen og glæden over at være der for børnene og forældrene strålede ud. En kærlighed til Jesus, børn og forældre var tydeligvis det bærende.

    Ikke på noget tidspunkt fornemmedes det, at det var en sur pligt eller tungt at være leder i børneklubben. Udfordringerne var klart til stede, og ikke alt er nemt, men begejstringen over at stå i tjenesten som leder i børneklubben blev kommunikeret med ord, øjne og hele kropssproget. Der var udfordringer i at få tingene til at hænge rigtigt sammen, men det rykkede ikke ved kærligheden.

    Sådan en leder sætter aftryk – hos mig og helt sikkert også hos de børn og forældre, hun er i kontakt med. Denne leder er ikke alene om at stå i en sådan tjeneste. I kirker og missionshuse er der hundredvis af ledere, der forkynder Kristus gennem ord og nærvær. Uge efter uge sørger de for gode stunder for vores børn. Det må fylde os med taknemmelighed, når vi tænker på disse børneklubledere.

Vend fokus mod det, der lykkes

Hvad er det, der tænder gløden hos en børneklubleder, og hvad holder den i live? Hovedparten af de elementer, der har deres indvirkning på trivsel og håndtering af udfordringer for børneklublederen, gør sig også gældende for samfundsformanden, IMU-udvalgsmedlemmet, teenklublederen osv.

    Jeg oplever af og til en tendens til, at fokus bliver på de negative elementer i vores missionsarbejde og tjeneste. Lad os i stedet vende fokus mod de elementer, der lykkes eller sætter en positiv dagsorden, og deri finde glæde og inspiration til at navigere i udfordringerne.

    Når vi får mere syn for årsagerne til de positive sider af vores arbejde, får vi ofte værktøjerne til at løse de mere vanskelige. Så kan man nå til det punkt, hvor det er ressourceområderne, der løfter udfordringerne.

Jens Medom Madsen
Generalsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 21.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med:
Tilmeld dig i januar og vær med i lodtrækningen om et års abonnement på impuls (værdi 755 kr.).



indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér