Debatkulturen er syg

20.04.2018

Debatkulturen er syg

Der er brug for, at vi med det kristne menneskesyn danner modkultur




Det er godt med en livlig og engageret debat. Men debatten er nået til et niveau i Danmark, hvor tonen i mange tilfælde er voldsom og særdeles nedgørende mellem debattørerne. Respekt og anerkendelse for medmennesket er næsten ikke-eksisterende. En undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at tonen i debatterne på de sociale medier afholder halvdelen af os fra at udtrykke vores mening og deltage i debatten.

Fattigere demokrati

Den hårde debattone gør den demokratiske samtale fattigere, og den reducerer borgernes interesse i at bruge ytringsfriheden. Når debatten mellem landets borgere derfor forstummer, og det blot bliver en mindre gruppe, der deltager i debatten, så indskrænkes en af de kanaler, der i vores demokratiske samfund er vigtige for større viden og erkendelse af værdier – både som samfund og for den enkelte.

    Det er ikke alt i vores land, der kan reguleres ved lov. Noget skal også reguleres af vi borgeres adfærd. Her kan det kristne menneskesyn, sådan som det også udfolder sig i debat- og samtalekulturen, være med til at løfte vores samfund og den enkelte borgers trivsel.

Dan modkultur

Der er brug for at danne modkultur. Giv dine værdier til kende blandt dine medmennesker, også i drøftelserne på arbejdspladsen, på Facebook, på studiepladsen osv. Men gør det i respekt.

    Vi skal fremelske en kultur, der ikke nedgør mennesker eller ytrer sig hadefuldt i forhold til enkeltpersoner eller grupper. I vores adfærd skal det genkendes, hvad vi selv har mødt i evangeliet. Med en respektfuld tone og en anerkendende kultur kan vi også åbne døren for at andre nysgerrigt kan gå på opdagelse i kristnes værdier og tro – og i det bibelske evangelium.

    Det bibelske menneskesyn skal farve vores møde med medmennesket. Vi skal derfor med respekt og anerkendelse for hinanden frimodigt byde ind i debatterne, hvor anledningerne opstår.

Jens Medom Madsen
Generalsekretær i Indre Mission

 

Indlægget har været bragt som leder i impuls nr 8.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: