Den døende folkekirke
18.11.2016

Den døende folkekirke

Kirken kan forsøge at tilbyde mennesker det, de spørger efter, eller kirken kan rejse sig og blive tydelig i sit budskab




Menighedsrådsvalget er netop overstået. Det vandt ikke stor opmærksomhed og stod helt og fuldt i skyggen af præsidentvalget i USA samme dag.

    Aftalevalg kan være en bedre løsning end kampvalg, som ofte er udtryk for splittelse og lokale opgør. Men kampen for at finde kandidater nok taler sit tydelige sprog. Folkekirken har mistet terræn.

    Noget andet er den markant faldende dåbsprocent og den tilsvarende faldende medlemsprocent blandt andet på grund af mange udmeldelser. Også det har forskellige forklaringer. Men spørgsmålet presser sig på: Er folkekirken døende?

Trussel mod folkekirken

Nogle mener, at folkekirken skal skrumpe sig sund. Jeg tror, der er noget om snakken. Når folk melder sig ud, kan det være udtryk for en sund øget bevidsthed. Man kan så håbe, at det også betyder, at vi, der er tilbage, i højere grad er bevidste om, hvad det vil sige at være kirke. Måske kan den åbenlyse trussel mod folkekirkens overlevelse fremprovokere en større indlevelse i hvad kirken står for hos en større del af medlemmerne.

    Den farverige sjællandske sognepræst og bispekandidat Poul Joachim Stender sætter tilsyneladende en ære i at provokere, og er ikke så bange for at se døden i øjnene. Han skrev i september måned et indlæg, hvori han siger, at hvis folkekirken skal dø, skal den dø med værdighed.

To veje for kirken

Han fortsætter med at sige: Folkekirken skal være enormt stolt at sit budskab. Der skal som aldrig før tales klart og tydeligt om Jesus Kristus som hele verdens frelser. Det skal fortælles igen og igen, at ingen bliver frelst uden gennem Guds søn.

    Der kan være to veje at gå for folkekirken. Enten kan kirken forsøge at tilbyde mennesker det, de spørger efter, eller kirken kan rejse sig som kirke og blive tydelig i sit budskab. Evangeliet om Jesus Kristus som verdens eneste frelser matcher ikke tidsånden, men det er kirkens eneste chance for at overleve som kristen kirke.

    Jeg tror ikke folkekirken er en blivende størrelse. Men det budskab, kirken er sendt med er blivende. Guds Kirke dør aldrig!

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 46.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: