Det lutherske er det sundeste for troen
15.03.2015

Det lutherske er det sundeste for troen

Lad os være optaget af at være evangelisk-lutherske – for det handler om Jesus




Stiller du dig nogle gange spørgsmålene: Hvorfor tror jeg, som jeg gør? Hvorfor er jeg en del af Indre Mission, og hvorfor bliver jeg ved med at komme i kirke søndag efter søndag?

Se rigdommen i det lutherske

Jeg har den senere tid være ude at tale i nogle IMU-afdelinger om temaet: Hvad er det fede ved at være evangelisk-luthersk.

    I IMU vil vi gerne åbne de unges øjne for rigdommen ved at være evangelisk-luthersk – at de må se rigdommen i den lutherske kristendomsforståelse. For det mener vi, er det sundeste for troen på Jesus. Derfor har vi bl.a. også formuleret IMU’s fire kerneværdier. Vi vil leve af dåb og nadver, af Bibelen, i bøn og i kærlighed.

Også voksne og ældre

Jeg oplever fra tid til anden også voksne og ældre i Indre Mission, som ikke ved præcis, hvad de tror på, og som ikke har reflekteret over, hvad det vil sige at være evangelisk-luthersk. Derfor møder jeg også nogen, som oplever det ganske uproblematisk at indgå i tværkirkeligt samarbejde og måske begynde at komme i en ikke-luthersk menighed.

    Argumenterne kan være, at det føles bedre, det er mere mig, og at det er den samme Gud, vi tror på, den samme Jesus, vi tilbeder. Ja det er det! Men vi må spørge os selv om det, bare fordi det føles bedre, også er det?

Vi er ét med alle kristne

Det kan opleves ekskluderende og bedrevidende, når vi i IM og IMU siger sådan. Det er på ingen måde intentionen. Vi er ét med alle kristne, der bekender Jesus som Herre. Men vi skal ikke være ens, og derfor må vi stå fast ved det, vi er blevet overbevist om. Jeg er enig i, at vi ikke først og fremmest skal være optaget af dogmatik, men af Jesus og hvad han har gjort for os. Men det var netop det, Luther genopdagede.

    Lad os være optaget af at være evangelisk-lutherske – for det handler om Jesus. En sund tro må altid være rettet mod ham og det, han har gjort for os.

Tonny Dall Sørensen
Landsleder i Indre Missions Ungdom

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 11.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: