Du er inviteret med i arbejdet
16.09.2016

Du er inviteret med i arbejdet

Overalt i Danmark findes Guds folk. Mennesker som følger og tror på Gud




I den forgangene uge har jobbet bragt mig vidt omkring i det danske land, hvor jeg har mødt mennesker, der på de forskellige steder var et vidnesbyrd. Den oplevelse har fyldt mig med taknemlighed. Hvor er det fantastisk, at der mange steder i Danmark findes missionshuse og ikke mindst mennesker, som ønsker at blive opbygget i troen og være lys og salt der, hvor de bor.

    I 1 Kong 19 møder vi en mismodig gudsmand, nemlig profeten Elias. Han er modløs og føler sig alene. Lige i den situation kommer Gud ham i møde og åbner hans øjne for en anden virkelighed. Han er ikke alene. Gud er hos ham, og der findes en del andre mænd, der stadig tilhører Guds folk. Mænd som ham, der også følger og tror på Gud.

    Det var noget lignende, jeg fik lov til at se i den forgangene uge. Også overalt i Danmark findes Guds folk. Mennesker som følger og tror på Gud.

Gud ønsker at alle skal frelses

Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Gud vil, at mennesker overalt i Danmark skal lære ham at kende. Det arbejder han utrætteligt på – det har vi hans løfter om. Og derfor sender han mennesker, som dig og mig, ud til forskellige egne af Danmark, til forskellige livsfaser og samfundslag, for der at være lys og et vidne om, hvad han har gjort for os.

    Heldigvis virker Gud også troen i mennesker uafhængigt af os. Men han inviterer os til at tage del i dette store og vigtige arbejde. Han inviterer dig og mig til at lede mennesker til Jesus og at leve i ham – der, hvor vi er.

    Hvordan gør vi det, kunne vi spørge. For det kan virke som en stor og uoverskuelig opgave. Jesus gav i Mark 5,19 denne opgave til den første missionær: Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig.

    Der, hvor vi er, skal vi leve åbent, i tillid til at Jesus vil lade sit lys skinne igennem os.

Tonny Dall Sørensen
Landsleder i Indre Missions Ungdom

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 37.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog

 



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: