Forsigtighed kan betyde åndeligt svigt - indremission.dk
Forsigtighed kan betyde åndeligt svigt

22.03.2019

Forsigtighed kan betyde åndeligt svigt

Advarslen mod negativ social kontrol må ikke føre til tandløs forkyndelse




Alle fællesskaber holdes sammen af social kontrol og adfærdsregulering. Det er ikke et særligt religiøst fænomen. Rammer og spilleregler har til hensigt at skabe godt samvær og ordentlighed og være til gavn for alle. Den negative sociale kontrol opstår, når den enkeltes frihed, valg og rettigheder bliver begrænset i væsentlig grad.

    Men kan tidens aktuelle fokus på negativ social kontrol være en trædesten for missionsfolk til at svigte i den åndelige kamp?

Modvirke negativ social kontrol

Indre Mission støtter indsatsen mod negativ social kontrol i samfundet, i familier og i kristne miljøer – også i egne rækker. Vi skal møde og påvirke den enkelte med respekt og følsomhed. Vi skal med hensyn til alder og modenhed besinde os på, hvordan vi gør det, og hvordan et budskab kan blive hørt og oplevet. Samme forkyndelse eller opdragelse kan opleves forskelligt, og der er uden tvivl også tilfælde, hvor det ikke er lykkedes godt nok og har sat sig negative spor.

    Men vi savner en tydeligere definition af, hvornår noget er negativ social kontrol. Hvor går grænsen mellem en krænkelse af barnets frihed og forældrenes ansvar for at opdrage og påvirke deres børn med bestemte værdier, ideologisk syn eller trosoverbevisning. Står børns individuelle rettigheder og oplevelse af frihedskrænkelse over forældres ansvar?

    Det samme gælder for forkyndelsen. Hvis der forkyndes bibelsk om dommedag, djævelen og evig fortabelse, og hvis de ti bud fremhæves som udgangspunkt for vores etik, er det så automatisk negativ social kontrol? Det vil nogen mene. Især fordi det rummer restriktioner for individets ubegrænsede frihed og i forhold til samfundets flertalsnormer, herunder et alment antaget syn på tilværelsen og former for livsudfoldelse. Men er det korrekt?

Påvirk med respekt

Vi kan som overbeviste kristne blive så forsigtige og tavse af frygt for at træde den mindste smule forkert, at forkyndelsen bliver åndelig ufarlig og tandløs, og vi svigter en værdibaseret kristen opdragelse. Er vi allerede kommet i den situation?

    Troen og friheden er på spil. Vi skal fastholde at forkynde sandt og kærligt, og vi skal opdrage åndeligt sundt, samtidig med at vi fortsat øver os i at påvirke med respekt!



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: