Fremtiden for Indre Missions Tidende - indremission.dk
Fremtiden for Indre Missions Tidende
12.05.2017

Fremtiden for Indre Missions Tidende

Vi skal i dag kommunikere ad mange forskellige kanaler til Indre Missions venner




Der var engang, hvor Indre Missions Tidende nåede ud til alle Indre Missions venner. IMT var noget af det, som bandt missionsfolkene sammen, og det var det helt primære og dominerende organ for dialogen mellem Indre Missions ledelse og de mange gode venner rundt i landet. Sådan er det ikke helt mere. IMT er ikke længere hele familiens blad.

Flere kulturer og medievaner

Den tidligere enhedskultur, som samlede hele IM-familien, unge som ældre, om de fælles begivenheder, møder og blade, er ikke stærk længere. Ligesom i resten af samfundet er også Indre Mission i dag en mere opdelt bevægelse og omfatter forskellige grupper af mennesker med forskellige kulturer, interesser og medievaner.

    I fremtiden skal vi kommunikere ad flere forskellige kanaler, hvis vi vil have alle IM vennerne i tale. For nogle vil det trykte blad stadig være det foretrukne. Andre vil primært hente deres informationer gennem internettets sociale medier som for eksempel Facebook. Andre igen vil vi primært nå gennem nyhedsmails. Og så er der dem, som foretrækker selv at hente deres informationer på vores forskellige hjemmesider.

    For Indre Mission betyder det, at vi skal brede vores kommunikation ud på flere forskellige kanaler, hvis vi vil nå alle. Og det betyder, at Indre Missions Tidende i fremtiden vil være en kanal, som vi må supplere med flere andre kanaler.

Et fornyet IMT

Vi er derfor i gang med at genopfinde IMT. Vi skal gentænke både indhold, form og målgruppe. Og vi overvejer om IMT kan og skal fortsætte som et ugeblad. Ikke mindst på grund af, at postvæsenet fra 2018 ikke længere kan levere bladet fra uge til uge.

    Indre Missions Tidende vil fortsat være flagskibet i Indre Missions kommunikation, men det bliver i en fornyet og stærkere udgave.

Asbjørn Asmussen
Kommunikationschef i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 19.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: