Frigør midler til mission
09.09.2016

Frigør midler til mission

De midler, du betror Indre Mission, skal bruges til, at flere kan lære Jesus at kende




Vi lever i et land, hvor missionsmulighederne er store. Mange udtrykker et bekendtskab med Jesus, der ikke matcher Bibelens beskrivelse eller ikke beretter om et liv i evangeliets frihed. I Bibelen fortæller Job om, hvordan han selv har bevæget sig fra et kendskab til Gud til at leve i troen på Gud: "Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne".

    Rundt om i landet arbejdes der kraftigt blandt børn, unge, singler, familier, ny-danskere og mange andre for, at det samme må ske for dem. Samtidig gøres der en stor indsats fra Indre Mission som landsbevægelse for at nytænke og inspirere til mission. Det sker blandt andet gennem medarbejdere, tiltag og konferencer.

Flere skal kende Jesus

Både i arbejdet lokalt og på landsplan er der brug for, at vi hver især overvejer, hvordan vi administrerer de midler, der er lagt os i hænde.

    Den anden dag dukkede en sætning op i mine tanker: "At frigøre midler til mission." Det er jo sådan, det er. Og det er sådan, jeg vil se det fra missionsbevægelsens side. De midler, du betror til Indre Mission, er midler, der er frigjort til mission. Det er penge, der skal bruges til mission – altså, at flere kan lære Jesus at kende!

    Fortabelsen er ikke blot en teoretisk mulighed. Frelsen i Kristus er heller ikke blot en teoretisk mulighed. Men perspektivet for mennesket er i virkeligheden enten frelse eller fortabelse.

    Det er derfor også så afgørende, at vi på alle måder bruger de muligheder, der er betroet os, til at forkynde Kristus.

Mange bærer med

Jeg vil opfordre dig til at overveje, hvordan du kan frigøre midler til mission.

    Mange bærer med på, at økonomien i Indre Mission (og andre missionsorganisationer) fortsat giver mulighed for en stor indsats for mission. Tak til alle jer. Og så er der nogle, der bør overveje, om prioriteringerne er de rette. Også tak til jer for det.

    Lad os frigøre midler til mission!

Jens Medom Madsen
Generalsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 36.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: