Genopdag hviledagen
25.04.2015

Genopdag hviledagen

I vores kultur har hvilen et dårligt ry, men vi er skabt med behov for hvile




Jeg har været en tur i Tanzania og Congo. Det gav rigtig mange indtryk og tanker. Sammenlagt er det meget vanskeligt at forbinde de vilkår, mennesker lever under på de egne, med det vi oplever. Forenklet sagt: Vi har alt, de har ingenting.

    Og dog. De har én ting, som vi ikke har. De har tid! De kunne sidde stille og vente i timevis uden af blive urolige.

Hvilen har et dårligt ry

Det fik mig til at tænke tilbage på en sætning, jeg læste i Kristeligt Dagblad den 27. februar: Tid er ikke penge. Tid kan være rigdom.

    Sætningen fremkom i en artikel med den svenske pinsepræst Tomas Sjödin, der har skrevet en bog om hviledagen og formuleret 6:1 kuren. Tankegangen i den bog synes meget relevant på vore breddegrader. 6:1 kurens enkle budskab er: En dag om ugen skal bruges til hviledag.

    Vi lever i en tid og kultur, hvor hvilen har dårligt ry. Mange er stolte af, at de næsten kan klare sig uden. Vi lever i et samfund, hvor forskel på dagene og forskel på nat og dag udviskes. Du kan arbejde og handle altid! Men det går galt. Uden hvile går alt ud i ét. Dagene flyder sammen. Ingen rytme. Man mærker ikke tiden. Det er hverken kreativt eller holdbart.

    Steen Hildebrandt har formodentlig ret, når han peger på, at der går en lige linje fra den manglende hvile til de store problemer vi har med stress, depression og angst.

Fordi vi er skabt til det

At tage hvilen alvorligt er at tage ansvar, siger Sjödin. Vi skal nemlig ikke hvile med et formål. Vi skal ikke hvile for at få nye kræfter og blive stærke nok til at klare det store selvrealiseringsprogram, som vi præsenteres for overalt. Vi skal hvile, fordi vi er skabt med det behov.

    Sluk mobiltelefon og skærme. Tal sammen. Lav mad sammen. Gå lange ture sammen. Besøg og modtag gæster. Læs. Tænk. Lav ingenting! Hør roen! Mærk hvilen. En hel dag hver uge!

    Jeg synes, Sjödins anbefalinger er gode. Lav en liste over det, I vil gøre på hviledagen. Lav dernæst en liste over det, I ikke vil gøre på hviledagen.

Peter Nord Hansen
Konstitueret generalsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 17.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: