God JOMO-sommer
25.07.2016

God JOMO-sommer

Glæd dig over, at ferien giver dig mulighed for at gå glip af noget




Med smartphonens og de sociale mediers indtog er der opstået et fænomen, som vi alle kan blive ramt af i mere eller mindre grad. Fænomenet kaldes FOMO og står for: Fear Of Missing Out – hvilket oversat til dansk betyder frygten for at gå glip af noget.

    Omkring 25 procent af alle danskere tjekker deres Facebook-profil i løbet af de første 15 min, efter at de er vågnet. Og en formentlig endnu større procentdel tjekker deres profiler på de sociale medier flere gange om dagen. Vi vil ikke gå glip af noget. Vi frygter ligefrem, at vi ikke får det hele med. Lige nu forsøger mobilselskaberne at lokke med en glimrende dækning i hele Europa, og at vi derfor ikke behøver at gå glip af noget, selvom vi rejser væk fra lille trygge Danmark.

En modkultur

Men en ny trend er på vej – en modkultur om man vil. Det fænomen kaldes JOMO. Fear er byttet ud med Joy. Glæden ved at gå glip af noget. Det handler om at være der, hvor man er, og glædes over det, vel vidende at man vil gå glip af noget. Ja, det kan faktisk være en velsignelse at gå glip af noget.

    Man går måske glip af venindens kageopskrift, den hylende sjove video, de seneste oplysninger om badevandet og vennens billeder fra hans polterabend. Men hvad med alt det, man så får lov til at opleve: Glimtet i kærestens/ægtefællens øjne, barnets latter, den smukke natur, den gode mad, det hyggelig bål osv.?

En gave vi har brug for

Gud bød os at holde hviledagen hellig og gav os dermed muligheden for at hvile ud og trække stikket en gang imellem. Hviledagen er altså en velsignelse – en gave, vi har brug for. Det samme er ferien. Vi har også brug for at trække stikket gennem længere tid, for at bruge tid på hvile, venner, familien, os selv og Gud.

    Når du holder ferie, så nyd det. Glæd dig over, at det giver dig mulighed for bare at være og ikke skulle præstere. Ikke at skulle være, hvad du poster, men den du er.

    Hav en velsignet JOMO-sommer, hvor du går glip af en masse, for at være sammen med de vigtigste i dit liv.

Tonny Dall Sørensen
Landsleder i Indre Missions Ungdom

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 28/29.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: