Grosbøll er ikke det største problem

22.02.2019

Grosbøll er ikke det største problem

Kirkens ledere lukker øjnene for præster, der ikke holder præsteløftet




Tidligere sognepræst Thorkild Grosbøll (TG) holdt for et par måneder siden et underholdende foredrag for en lille gruppe ateister på en café i København. En journalist var til stede og refererede det groteske scenarie i Kristeligt Dagblad d. 15. december 2018.

    TG kalder sig kristen ateist! Han har efter eget udsagn været aflønnet præst i folkekirken hele sit arbejdsliv uden at tro på Gud. Han er sur på folkekirken, fordi den efter hans opfattelse »driver afgudsdyrkelse med trosbekendelsen!«

Præsteløftet er ulækkert

Det er naturligvis dybt grotesk, at Grosbøll offentligt erklærer, at han ikke på noget tidspunkt har ment noget med det, han sagde og aflagde løfte om en ekstra gang i bispegården i Roskilde for at opretholde lønindtægterne helt frem til pensionen. Men nu er han i det mindste ærlig. Han kalder i øvrigt præsteløftet, som han har aflagt to gange, for »et pølsehorn, der er aldeles ulækkert. Men hvad pokker,« siger han, »det er så den formulering, man skal skrive under på, hvis man vil have arbejde indenfor kirkens hus.«

    Grosbøll påstår, at omkring halvdelen af alle præster i folkekirken står samme sted. De tror ikke på Gud, som de ellers offentligt har aflagt løfte om at bekende og forkynde. TG siger, at en stor del af dem »er ligeglade og bare ævler løs, for herregud, ingen tror på det alligevel.«

    TG hævder også, at en fjerdedel af præsterne er »totalt kulsorte i bærret, og tager det hele for pålydende.« Dem har han tydeligvis ingen respekt for.

Troværdigheden på spil

Jeg ved ikke, om Grosbølls vurdering holder, men jeg synes, det er meget problematisk, at folkekirken kræver højtideligt aflagte løfter af sine præster og bagefter accepterer, at nogle af de samme præster offentligt kalder det tåbeligt. Folkekirkens troværdighed er på spil!

    Det er næppe Grosbøll, der er kirkens største problem. Det helt store problem er, at kirken og kirkens ledere lukker øjnene og accepterer, at flere præster åbenlyst siger, at de ikke tror på det, de har lovet at forkynde. De fleste har svært ved at tage dem alvorligt, som siger ét og gør noget andet. Jeg er overbevist om, at det også betyder, at mange har svært ved at tage kirkens budskab alvorligt, når budbringerne ikke tror på det.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: