Hovedpine
10.02.2017

Hovedpine

Vi skal ikke lade os presse til at følge en usund tidsstrøm, der fratager os vores gudgivne værdi




Overskrifter i nyhederne fortæller os, at livet leves som nutiden dikterer det, og at det ofte ligger langt væk fra det, som Gud giver os. Der kunne gives mange eksempler på historier fra medierne, der bekræfter dette. Her vil jeg nævne to.

Kønsidentitet – eller noget helt andet

Det ene eksempel er en overskrift, der fortæller, at børn og unge i stigende grad søger behandling for at skifte køn. En mulighed som det danske sundhedsvæsen har åbnet for efter ønsker fra politikere og befolkning. Og mest af alt fordi man bare kan, fristes jeg til at tilføje.

    En undersøgelse fra Finland viser desværre, at ofte går psykiske, sociale eller andre tunge problemer forud for unges ønske om at skifte køn. Andre årsager og problemer overses altså ofte, hvis den unges ønske opfyldes.    Vores opgave er at fortælle hinanden og alle andre, at Gud har skabt os som to forskellige køn, og at hjælpe hver enkelt til at finde sin identitet og værdi i det på den bedste måde.

Hovedpine

En anden overskrift fortæller om, at der er sket en tredobling i antallet af hospitalsbesøg blandt de 10-19årige på grund af så slem hovedpine, at det er invaliderende for de unge.

    Forklaringen skal, ifølge lægerne, findes i blandt andet livsstil og stor pres. For mange timer foran en skærm i hverdagen, lange skoledage og ikke mindst et stort pres fra dem selv og omgivelserne til konstant at skulle præstere det ypperste. Middelmådighed er ikke godt nok.

    Også her er vores opgave at fortælle om den værdi den enkelte har i sig selv, og ikke i det, der præsteres.

Vores ansvar

Vi er en del af vores tid, men vi skal passe på, at vi ikke lader os presse til at følge tidsstrømmen. Vi må være dem, der viser en anden vej. Vi må vise vores børn og unge den værdi, de hver især er skabt med. I Guds billede.

Steen Møller Laursen
Landsleder i DFS

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 6.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: