Hvor er jeg stolt af dig
23.06.2017

Hvor er jeg stolt af dig

Vi sender usunde signaler, når vi priser børnenes præstationer på Facebook




Mange opslag på de sociale medier viser, at vi er midt i en eksamenstid. Mange forældre står ikke tilbage for at vise, hvor stolte de er af deres børn. Og det er fint. Vi har lov til at være stolte af børnene - også når de udfører et godt arbejde. Men den måde, det sker på, er ikke kun sund.
12 i dansk

    I et opslag på Facebook skriver en far: ”Hvor er jeg dog stolt af dig. At du fik 12 i dansk er jo fantastisk. Jeg elsker dig min pige”. Og det er kun et eksempel ud af mange. Ville samme far mon skrive noget tilsvarende, hvis datteren havde fået 2 eller 4 i karakter? Hvad er det for nogle signaler, vi sender til vores børn med sådanne udtalelser? Tanken om, at jeg kun er elsket og værdifuld, når jeg præsterer godt og får topkarakterer, kan hurtigt melde sig.

    Det kan ikke undgå at gøre noget ved barnet, hvis det skal præstere sig til kærlighed og værdifuldhed. Det påvirker både relationen til forældrene, og det påvirker barnets fremtid i forhold til arbejdsmarkedet, hvor higen efter anerkendelse på alle planer vil blive en del af hverdagen for netop at kunne føle sig værdifuld.

Vi har noget andet at tilbyde

Det vækker bekymring, når vi trækker den samme kultur ind i de kristne fællesskaber blandt både børn, unge og voksne.

    Signalerer vi over for hinanden, at den enkelte kun er værdifuld, når der præsteres godt og udrettes meget i fællesskabet? Eller viser vi virkelig i ord og handling, at hvert eneste menneske er værdifuldt, fordi det er skabt og villet af Gud?

    Viser vi det sidste, er det med til at bygge mennesker og fællesskaber op. Og da bliver vi gode rollemodeller, og et modsvar til den tid og kultur, vi er en del af. Ikke kun i fællesskabet, men også over for venner, kolleger, studiekammerater og andre som vi møder på vores vej.

    Er du med til at bygge mennesker op?

Steen Møller Laursen
landsleder for Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 25.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: