Intet må være normalt

15.06.2018

Intet må være normalt

En ny samfundsopløsende ideologi vil ophæve Guds skaberorden




Regeringen fremlagde den 6. juni en handlingsplan for 2018-21 på 42 initiativer, der skal fremme tryghed, trivsel og lige muligheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede (LGBTI). Vi vil gerne bakke op om bekæmpelse af homofobi og seksuel chikane, mere åbenhed og forskning på området osv. Men vi er bekymrede for den queer-ideologi, som gennemsyrer en del af planen.

Det afvigende og grænseløse som normalt

”Queer” betyder oprindeligt på engelsk mærkeligt, afvigende eller skæv og blev tidligere brugt som et nedladende skældsord om primært homoseksuelle mænd. I queer-bevægelsen tog man sidst i 90’erne ordet til sig for at understrege, at man gerne afviger fra det såkaldt naturlige og normale.

    Siden har bevægelsen ihærdigt arbejdet for, at samfundet og lovgivningen skal indrettes på en virkelighedsforståelse, som fuldstændigt dropper traditionel kønsidentitet for i stedet at lade kønsidentitet være flydende og selvvalgt og med mange flere muligheder end blot mand og kvinde. Køn må ikke være underlagt biologiske begrænsninger, og der må ikke være grænser for seksuel praksis eller adfærd.

    Vi skal selv vælge, hvad der er normalt uden at møde diskrimination eller kritik.

Kamp for værdier og normer

Det er en farlig kurs som samfund at slå ind på, hvis intet længere er normalt, hvis klassiske familieværdier og normer opløses.

    At et lille mindretal oplever sig udfordret på sin kønsidentitet kan ikke retfærdiggøre, at hele samfundet skal tvinges til at vende op og ned på, hvad der er normalt. Det vil være at svigte de mange, som helt naturligt kan føle sig usikre omkring deres seksualitet, og som ikke får den omsorg og vejledning, de i virkeligheden har brug for.

    Vi vil ikke stå på sidelinjen og passivt se på denne samfundsforandring, eller at næste generation oplæres til at anse unormalt for normalt. Derfor vil vi i den kommende tid, sammen med en række andre kristne organisationer, sætte fokus på konsekvenserne af queer-ideologien. Og vi vil arbejde for, at flere får syn for, hvad det er for en farlig udvikling, der er i gang.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: