Følg IM Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Kirke i en krisetid
Grafik til lederartikel
11.01.2015

Kirke i en krisetid

Lad os bruge det nye år til at engagere os i vores medmennesker og vores fælles problemer




2014 var ikke et særligt fredeligt år. Det var præget af kriser, problemer og menneskelige lidelser, som rækker ind i det næste år. Ved indgangen til 2015 er der, sådan som jeg ser det, i hvert fald mindst seks verdensomspændende kriser:

1. Den åndelige (og religiøse) krise viser sig i desillusionerede mennesker, der oplever sig uelskede af Gud og mennesker. Religion bruges til at retfærdiggøre handlinger, som virker ødelæggende på andre.

2. Den sociale krise viser sig gennem den ulige fordeling af verdens rigdomme. I Danmark er uligheden vokset markant de sidste ti år, og det sociale danmarkskort bliver mere opsplittet.

3. Den relationelle krise viser sig ikke mindst i de høje skilsmissetal og et opsplittet samfund. Det ser ud til, at værdier som tillid, trofasthed og loyalitet har svære betingelser netop nu.

4. Den miljømæssige krise viser sig gennem oversvømmelser, massive folkevandringer, hedebølger og tab af menneskeliv. De fattige lande betaler den højeste pris.

5. Den økonomiske krise er en større virkelighed ude i verden end herhjemme. Ifølge Rådet for Socialt Udsatte lever ca. 40.000 mennesker dog i langvarig fattigdom i Danmark.

6. Den politiske krise viser sig gennem en voldsom centralisering af magten og mangel på integritet hos verdens ledere. I 2014 nåede danskernes tillid til politikerne et historisk lavpunkt.

Der er nok at være bekymret over og nok at tage fat på her ved indgangen til det nye år. Kirkens opgave er ikke at levere politiske løsninger og gøre sig til fortaler for bestemte partipolitiske holdninger. Men der er behov for en aktiv og tjenende kirke, der bringer håb gennem forkyndelsen af evangeliets sandhed og rækker ud til mennesker på en konkret måde, der afspejler Guds kærlighed og magt.

    Derfor denne opfordring til os alle: Lad os bruge det nye år til at engagere os i vores medmennesker og vores fælles problemer. Lad os tjene hinanden, mens vi råber ud fra tagene, at "Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham" (Joh 3,17).

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 2.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med:



indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér