få teksten læst højt - adgangforalle.dk DK DE UK Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Kirken må beskyttes mod igen at blive trampet ned
Grafik til lederartikel
20.11.2015

Kirken må beskyttes mod igen at blive trampet ned

Sareens tid som kirkeminister viser behovet for at tydeliggøre forholdet mellem kirken og folkestyret




Manu Sareen viser sig nu at have været værre for kirken som kirkeminister, end det så ud på overfladen. Når han selv sætter ord på sit forhold til den kirke, han var minister (der betyder tjener) for, må enhver rystes.

    Bertel Haarder taler om sig selv som pedel i kirken. Sareen talte om sig selv som chef.

    Nu viser hans netop udkomne selvbiografi, som omtales i medierne, at han opfattede sig selv som magtfuldkommen. Og det bekræftes af interviews i dagspressen. Han fik sin vilje. Og det er han stolt af, og i samme åndedrag taler han nedsættende og hånende om kirkelige ledere og biskopper, som han kørte over.

Pinligt for folkestyret

Jeg synes, det er pinlige udtalelser for folkestyret. Ikke desto mindre fremkalder det tilsyneladende kun svage skuldertræk i den store offentlige debat.

    Det viser med foruroligende tydelighed, hvor sårbar den konstruktion, vi kalder folkekirken, er. Forholdet mellem stat og kirke har været bestemt af enkelte paragraffer i grundloven, men er aldrig ellers blevet ordnet ved lov, som den såkaldte løfteparagraf (§66) ellers tilsiger.

    Forholdet mellem folkestyret og kirken har været båret og beskyttet af, at skiftende politikere har haft respekt og forståelse for folkekirken som kirke. Politikerne har gjort en dyd af ikke at blande sig i kirkens såkaldte indre anliggender. Det hensyn var Sareen efter egne ord helt og aldeles ligeglad med. Og han fik derfor mulighed for at forfølge en personlig politisk ambition, som intet havde med kirkens ve og vel at gøre, helt uden at tage hensyn til kirken.

Magtforholdet skal tydeliggøres

Manu Sareens bog afdækker efter min vurdering et behov for, at kirken beskyttes imod, at det sårbare forhold mellem folkestyret og kirken ikke igen trampes ned.

    Derfor er jeg efter denne afslørende bog om magtarrogance og åbenlys nedladende holdning til kirken fra en kirkeministers side blevet varmere fortaler for en tydeliggørelse af magtforholdet mellem folkestyret og kirken. Kirken bør bevæge sig i retning af at blive herre i eget hus.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 47.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér