Kristendommen skal ikke følge med tiden
30.06.2017

Kristendommen skal ikke følge med tiden

Evangeliet er ikke noget, vi selv finder på




Tidligere sognepræst og politiker Ulla Sandbæk er i Kristeligt Dagblad citeret for på Folkemødet på Bornholm at have sagt, at kristendommen ikke er fulgt med tiden, i særlig grad på grund af arvesynden. Hun uddyber sit synspunkt ved at sige: Vi er ikke alle sammen syndere, men vi skal lade os inspirere af den fremadstormende spiritualitet med dens syn på mennesket som godt.

Mere end tanker

Jeg vil give Ulla Sandbæk ret i, at kristendommen ikke er fulgt med tiden. Men det skal eller kan den sandelig heller ikke. For kristendom er meget mere end en tilfældig tidsperiodes tanker om, hvad et menneske er.

    Med citatet tilkendegiver Sandbæk, at kristendom for hende ikke er noget bestemt. Det er noget foranderligt. Det var én ting i middelalderen og er nu noget helt andet – eller bør i hvert fald være det.

    Men hvis man vil reducere kristendom til at være enhver tids svar på livets store spørgsmål, er kristendom ikke længere noget i sig selv.
Men kristendom er nogeti sig selv! Og vi kan ikke selv bestemme, hvad det er. Det er kommet til os gennem de bibelsk skrifter, et bestemt og uforanderligt budskab, som vi ikke skal finde på. Vi kalder det evangelium, netop fordi det er et godt budskab til fortabte syndere om frelse. Nok skal evangeliet formidles og forstås ind i vor tid, men det skal ikke følge med tiden!

En uopgivelig anstødssten

Det grundlæggende syn på mennesket som en synder, der har brug for frelse, er uopgiveligt for kristendommen. Uanset at det for mange i dag er en anstødssten. Hvis vi ikke er syndere, der har brug for nåde, tilgivelse og frelse, giver evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn, der kom til den faldne jord som frelser ikke nogen mening.

    Når mange danskere ikke synes, at kirke og kristendom giver mening, tror jeg også det hænger sammen med forsøgene på at lade kristendommen følge med tiden. Uden forståelsen af mennesket som syndere, der har brug for frelse, bliver det svært at se, hvad man skal bruge kirkens budskab til.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 26/27.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: