Når fællesskabet og samarbejdet går i stykker - indremission.dk
Når fællesskabet og samarbejdet går i stykker
26.05.2017

Når fællesskabet og samarbejdet går i stykker

Vi er kaldede til at leve i lys og sandhed og til at modarbejde enhver form for løgn og ukærlighed. Derfor skal vi også kunne tale om magtmennesker




Fagfolk skønner, at omkring ti procent af alle erhvervsledere har tendens til at være magtmennesker. De har en dominerende adfærd og skaber usikkerhed og konflikter omkring sig. Samtidig kan det være mennesker, som nyder stor beundring, blandt andet for deres handlekraft og deres overbevisning.

    Desværre oplever vi nogle steder det samme i kristne fællesskaber og organisationer. Mennesker, som er stærke og dygtige ledere, skaber samtidig splittelse og forvirring omkring sig. Ofte forstår omgivelserne ikke, hvad der sker, men glæden og frimodigheden siver lige så stille ud af fællesskabet, og samarbejdet går i stykker.

    Vi har i dette nummer af IMT valgt at tage emnet op og fortælle, hvad der kan ske, når magtmennesker får lov at sætte dagsorden - på arbejdspladsen, i menigheden og i familien. Vi gør det, fordi det er en konflikt, som er vigtig at få frem i lyset og få sat rigtige ord på. Både for de nærmeste ofres skyld og for de fællesskabers skyld, som har brug for støtte i en vanskelig situation.

Sandhed og løgn

    Vi er kaldede til at leve i lys og sandhed og til at modarbejde enhver form for løgn og ukærlighed. Derfor skal vi også kunne tale om magtmennesker.

    Det hører med til billedet, at vi alle kan have en snært af magtmenneske i os. En tendens til at ville kontrollere andre og høste beundring og anerkendelse. Og risikoen for at misbruge og misforstå sin lederrolle og position i fællesskabet er en fare, vi alle må holde øje med.

    Vi kan ikke forsikre os imod magtmennesker, men vi kan modvirke deres indflydelse gennem de strukturer og de relationer, vi tilrettelægger.

    Og vi kan lære at gennemskue de konflikter, som opstår omkring magtmennesker, og forstå de mennesker, som på en særlig måde er ramt.

Asbjørn Asmussen
Kommunikationschef i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 21.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog





Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: