Når livet bliver for tungt
28.10.2016

Når livet bliver for tungt

Det værste, vi kan gøre, er at gå uden om dem, som er ramt af selvmordets smerte




I dette nummer af IMT behandles emnet selvmord, et alvorligt og vigtigt emne. Det er ulykkeligt, hver gang et menneske ser det som den sidste udvej at tage sit eget liv. Ulykkeligt for den pågældende og for de mennesker, der står omkring.

    Hver dag forsøger 17 mennesker at tage deres eget liv af mange forskellige årsager. Både ved selvmord og selvmordsforsøg påvirker det de efterladte med dybe sår. Anslået bliver det til 700 danskere, der hver uge får selvmord ind på livet. Derfor kender du formentlig også nogen.

    Hvad siger vi til et menneske, der ønsker at tage sit eget liv? Hvad siger vi til de pårørende?

    Det værste, vi kan gøre, er at sige og gøre ingenting. At gå udenom.

    På Bibelens tid fandtes en gruppe mennesker, som de fleste jøder bogstaveligt talt gik i en stor bue uden om. Det var de urene. Dem de skulle undgå for ikke at blive smittet af deres urenhed. Samfundsmæssigt var det en meget praktisk løsning, men for den enkelte og de nærmeste var den en stor ulykke. Ikke alene blev de udelukket af samfundet og fra familien, men de tabte også deres værdighed.

    Vi kan komme til at handle ligesådan, når vi møder et menneske, der er ramt af en stor sorg, krise eller ulykke. At vi bevidst eller ubevidst kommer til at gå en bue uden om dem. Det er det værste, vi kan gøre, for dermed kommer vi til at tilføje yderligere ulykke til deres i forvejen ulykkelige situation.

    Jesus gjorde noget andet. Han rørte ved dem, han græd med dem, han talte med dem. Lad os gøre som ham i mødet med mennesker, der lider på den ene eller anden måde. Også dem, der er ramt af selvmordets tragedie og dybe sorg.

    Den, der kæmper med selvmordstanker, skal vi yde al den livshjælp, vi kan. Og trække på professionel hjælp, hvor det er nødvendigt. Men også de pårørende har brug for vores omsorg. Også, når det eneste, vi magter at gøre, er at være der i den relation, vi har. Og så er der mange gode og konkrete råd at hente i dette nummers temaartikler.

    Vigtigst af alt er, at vi deler deres og vores sorg og smerte med Gud i bøn. Lad os ikke gå udenom, men ind til dem for hvem livet smerter på den ene eller anden måde.

Tonny Dall Sørensen
Landsleder i Indre Missions Ungdom

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 43.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: