Når opslagstavlen skræmmer
02.06.2017

Når opslagstavlen skræmmer

Læg mærke til hvad missionshusets opslagstavle signalerer overfor gæster og nye i huset




Vi ønsker og længes efter at se nye mennesker i missionshuset, og vi glæder os, hver gang det sker. For vi vil gerne dele verdens bedste budskab med så mange som muligt.

    For et par dage siden var jeg på besøg i den nye moské her i byen. Den er nærmeste nabo til Indre Missions Hus, og vi blev inviteret til indvielsen. Det var spændende at se det indefra. Det er jo en meget anderledes og fremmed kultur. Jeg har tit tænkt på, hvordan det mon ser ud. Men jeg har ikke før oplevet mig velkommen indenfor derovre.

Gå væk

    Mange mennesker ser vores fællesskaber og huse udefra. Spørgsmålet er, hvad de ser. Ser de noget mystisk, fremmed, lukket og stillestående? Eller ser de noget åbent og indbydende, som man let får lyst til at se nærmere på? Opdager mennesker i byen, at de er velkommen?

    En missionær, som kommer en del rundt i landet og ser mange missionshuse, påstod forleden, at mange opslagstavler råber: Gå væk! Det her er ikke noget for dig! Det er kun for de indviede!

    Han mener, at mange opslagstavler signalerer, at det, der foregår inde i huset, er kedeligt, uaktuelt og meget fremmed for almindelige mennesker. Når jeg tænker efter, kan jeg godt se hans pointe. Hvis en opslagstavle ved et missionshus informerer om det, der foregår i huset i et meget internt sprog og uden at række målbevidst ud til mennesker, som ikke kender miljø og sprog i kirke og missionshus, kan det have en direkte negativ betydning for menneskers lyst til at kigge indenfor. Hvis opslagstavlen ikke er helt opdateret, sender det også et budskab. Men det er jo egentlig ikke et budskab, vi ønsker at sende.

    Hvad ser de mennesker, som ser på vores fællesskaber udefra? Hvad siger vores huse? Det kan være en vigtig del af vores mission at gøre huse og informationer så indbydende, at det virker let og tiltrækkende for mennesker at kigge indenfor.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 22.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: