Følg IM Kontakt Støt arbejdet Giv en gave til Indre Mission
Syrienkrigere er også mennesker
Grafik til lederartikel
08.04.2016

Syrienkrigere er også mennesker

Vi har brug for at fastholde, at hvert eneste menneske har ukrænkelig værdi




Onsdag d. 30. marts så jeg en forfærdelig reportage fra krigen i Syrien. Et fransk tv-hold fulgte en jihadistisk enhed i en af oprørsbevægelserne i ni dage. De filmede ikke alt, hvad de så, men vi så rigeligt af had, død og ødelæggelse. Billeder af børnelig og mange dødeligt sårede og døde, som blev trådt på og flød som affald. Man fulgte oprørsgruppen i deres fuldstændig groteske hverdag og så, hvordan de forberedte og gennemførte angreb, blev fanget i skudvekslinger, mistede kammerater og udtrykte deres had til de vantro på den anden side.

    En dag brugte de nogle timer med leg og afslapning ved at bade i floden og spille fodbold. Få timer senere dræbte de igen fjender og mistede venner. Vi fik et lille indblik i deres liv som ægtefæller og fædre til små børn. Vi fulgte en oprørsleders forberedelse til at bruge sig selv som bombe for at fjerne en fjendtlig gruppe skarpskytter. To ting fyldte hans tanke: Hadet til fjenden og døden som martyr. Men hvad med konen og familien? Hvad med det liv, Gud har givet ham?

Alle har ukrænkelig værdi

Jeg sad tilbage med en voldsom oplevelse af, at alt menneskeligt er forsvundet i krigen. Det, jeg så, var umenneskelige dræbermaskiner. Det enkelte menneske har tilsyneladende ingen værdi. De ser hverken på sig selv eller på de andre som mennesker.

    Efterfølgende har jeg overvejet, om der er ved at ske noget lignende for mig! Ser jeg på disse krigere som mennesker eller som umenneskelige dræbermaskiner? Ser jeg i det hele taget ethvert menneske uden undtagelse som et unikt menneske, som har ukrænkelig værdi, fordi det er skabt, villet og elsket af Gud? Er det sådan, jeg ser narkomanen, som hver dag laver indbrud, det ufødte barn, rockeren, terroristen og alle de andre?

    Jeg tror, vi har brug for at hjælpe hinanden til at fastholde et menneskesyn, som tillægger hvert eneste menneske ukrænkelig værdi. Ingen har nogen som helst legitim ret til at dræbe noget som helst menneske, som Gud har villet og elsker! Og Gud elsker hver eneste syrienkriger!

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 14.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med:
Tilmeld dig i januar og vær med i lodtrækningen om et års abonnement på impuls (værdi 755 kr.).



indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér