Tag synden alvorligt
27.07.2018

Tag synden alvorligt

Vi sættes ikke fri fra det onde ved hele tiden at få at vide, at vi er gode nok




Under Folkemødet på Bornholm var der et interessant emne i Folk og Tro-teltet om, at Vi gør klogest i at vedgå ondskaben. Her medvirkede bl.a. Sørine Gotfredsen, som sidste år skrev bogen Fri os fra det onde.

    Efterfølgende har jeg overvejet, om vi har mistet noget vigtigt i vores vækkelsesbevægelser, når det gælder forkyndelsen omkring ondskab og synd? Tidligere var der måske til tider et usundt fokus på synd og moral, som efterlod tilhørerne i den tro, at de skulle tage sig bedre sammen som kristne og leve op til uskrevne standarder. I de seneste par årtier har forkyndelsen tit mere rummet en modreaktion, hvor tyngdepunktet har været at fremhæve, at som en Guds skabning er vi elskede og har værdi, og at vi er gode nok, som vi er.

    Selvom vi vil forkynde et uforanderligt budskab, tager det alligevel farve af samtiden, og de strømninger og opfattelser, som hersker.

Vi er ikke gode nok i os selv

Sørine Gotfredsens peger på, at vi ikke hjælper et menneske ved at afvise det onde.

    Ondskaben forklares ofte med, at mennesket formes af sine omgivelser, ligesom de onde tanker og handlinger forklares med psykologiske årsager. Det kan rumme noget rigtigt, men som en slags trosbekendelse bliver det en falsk indbildning.

    Vi sættes ikke fri fra det onde ved hele tiden at få at vide, at vi er gode nok, eller at vi bare skal følge vores hjerte og være os selv. Det forpligter os i stedet på os selv, og det bliver til en byrde, for hvad skal jeg så gøre med det onde i mit liv? Hvis det onde og synden i mig ikke er min skyld, men jeg kun er god, så har jeg heller ikke nogen at stå til ansvar for. Så bliver der kun plads til skammen, som jeg selv må bære.

Sand frihed ved Jesus

Menneskets vej til frihed begynder med at vedgå det onde og syndige. Befrielsen sker ved at bekende det for Jesus, som har magt til at tilgive og sætte fri. Derfor er syndsbekendelse virkelig et åndehul for kristne og den bedste hjælp til syndere.

    Vi skal øve os i at forkynde sand frihed til mennesker ved at tage synden alvorlig og ved at pege på ham, som blev til synd for os.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: