Træk ikke forfølgelseskortet
06.05.2016

Træk ikke forfølgelseskortet

Hvis vi forkynder evangeliets frihed, så fremmes åndsfriheden og det gode debatklima




Gennem de sidste måneder er der sagt og skrevet mangt og meget om åndsfrihed. De kristne friskoler har været under angreb, begrebet "kristen fundamentalisme" er skudt både Indre Mission og Luthersk Mission i skoene.

    Senest har vi oplevet Ateistisk Selskab i en kampagne for at få folk til at melde sig ud af folkekirken.

Husk perspektiverne

Åndsfrihed er et vigtigt begreb i Grundtvigs fædreland. Vi må og skal aldrig give slip på det. Vi skal kæmpe med næb og kløer for dette vigtige demokratiske princip. Men jeg tænker faktisk, at vi også gør klogt i at holde perspektiverne i de her ting.

    De seneste par uger har jeg gentagne gange hørt teksten udlagt således, at åndsfriheden er under pres – og at det er en stigende forfølgelse, vi oplever i vores land. Jeg bliver rigtig ked af at se, forfølgelseskortet blive trukket i debatter som ovenstående. Jeg synes ikke, det gør noget godt for samtalen imellem os.

    Lad os være uenige, så det ryger – men lad os undlade at blive stødt på manchetterne og spille forfølgelseskortet, når nogen presser og prøver os på holdninger og praksis. Vi skal som kristne i stedet forsøge at holde perspektiverne i orden, når vi bliver trykket på maven: Lyt ind til hvad der bliver sagt. Stil spørgsmål. Lyt igen. Argumentér klogt og respektfuldt for dit standpunkt med bevidsthed om, at åndsfriheden ikke kun gælder for dig, men også for din samtalepartner.

Og forkynd så evangeliet

Vi er som kristne forpligtede på at kæmpe benhårdt for åndsfriheden, men i endnu højere grad for evangeliets frihed! Jeg tror, at hvis vi forkynder Guds nåde frit og uden noget "men" – så får åndsfriheden gode vilkår, også når vi er uenige. Vi må derfor i enhver samtale og debat huske, at ethvert menneske er skabt, elsket og kendt af Gud. Uden forbehold. Uden betingelser.

Brian Nissen
Landsleder i DFS

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 18.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: