Troen vokser i frihed

13.07.2018

Troen vokser i frihed

Et gudsbillede uden plads til tvivl, spørgsmål og nysgerrighed er falsk og ubibelsk




Jeg har med gru læst erindringsbogen Til rette vedkommende. Her beskriver den unge Carla Luffe en barndom med strenge regler, straf og vold. Alt sammen udført i kristendommens og Guds navn.

    Gennem breve til sin barndoms hovedpersoner får hun afløb for alt det, der ikke måtte siges i barndommen, og alt det, der ikke måtte stilles spørgsmål til. Brevene giver læseren et indblik i det gudsbillede, der var i hjemmet. I et af brevene skriver hun: ”Selvom bibelen påstår, at Guds kærlighed er for alle og kommer uden en pris, så vil jeg vove at påstå, at prisen er temmelig høj. ”

Regler og straf

    Den unge kvinde har oplevet en kristendom uden friheden i Kristus. En kristendom med usunde regler og korporlig afstraffelse, når reglerne blev overtrådt. En kristendom, hvor der ikke måtte stilles spørgsmål eller udtrykkes tvivl, og hvor egne tanker ikke var tilladt.

    Det er ikke acceptabelt på nogen måde og det er langt fra det, vi i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler og Indre Mission ønsker at stå for.

    Som formidlere af Guds ord til andre mennesker må vi være bevidste om, at det billede, vi giver af Gud, skal være et billede af Bibelens Gud, sådan som det kan genfindes i Bibelens ord. Og vi må være bevidste om, at vi med vores person og adfærd er med til at tegne et billede af Gud, særligt over for børn og unge.

Tryghed

    Guds ord skal formidles, sådan som det står i Bibelen uden at lægge til i form af regler og straf og uden at trække det fra, som kan være vanskeligt at forstå, eller som ikke kildrer vores ører.

     Særligt overfor børn og unge må vi i fællesskaber og hjem give plads til at stille spørgsmål om tro og tvivl, om livet og evigheden og alt derimellem. Vi må formidle det gode barnekår, vi har hos Gud, og den frihed, vi har i Jesus, og give plads til, at der i den enkelte kan vokse en personlig og tryg relation til Gud – Bibelens Gud.



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: