Tungetale er bibelsk - indremission.dk
Tungetale er bibelsk
05.02.2016

Tungetale er bibelsk

Det er min drøm, at endnu flere i Indre Mission ville bede Gud om at vise dem deres nådegave




Sammen med dette nummer af IMT udkommer også årets første nummer af Geist, som denne gang behandler emnet tungetale. Tungetale er nemlig en af Guds mange gode gaver til os som kristent fællesskab og dermed også for os i Indre Mission.

    Traditionelt har vi forbundet tungetale med noget, der primært foregår i frikirkesammenhæng, og af den og forskellige andre grunde har vi været tilbageholdende over for brugen af tungetale. I Indre Mission har vi været mere optaget af ordet og ordets forkyndelse. Og ja, netop derfor skal vi også turde tale om tungetale, for tungetale er bibelsk. Den skal være til opbyggelse. Er den personlig, skal den være til personlig opbyggelse, er den offentlig, skal det gå ordentligt til, og den skal udlægges, så den bliver til opbyggelse for fællesskabet.

    Og så må den aldrig være løsrevet fra ordet – den skal lede den enkelte tættere på det sande ord, Kristus. Derfor skal og bør vi også tale om tungetale.

Vi har brug for alle nådegaverne

Jeg hører om flere og flere, der står frem og siger, at de har tungetalens nådegave. Det er fantastisk, og forhåbentlig bliver det til rig velsignelse for den enkelte og de IM/IMU-fællesskaber, den enkelte er en del af. Men tungetale er kun en af de mange nådegaver. Mange tjener allerede med deres nådegaver i IM som f.eks. forkyndelse, kundskab, giversind, tjeneste. Men vi har brug for, at alle nådegaverne kommer i funktion – også tungetale, ellers går vi glip af en velsignelse.

    Derfor drømmer jeg om, at endnu flere i Indre Mission vil bede Gud om at vise dem deres nådegave. Vi har brug for alle nådegaverne i funktion, for Gud ønsker, at vi tjener hinanden i kærlighed. Derigennem vil han vise os flere sider af sin magt og kærlighed.

    Vi kan sætte det på dagsordenen, tale om det og sætte det på mødeprogrammet. For vi har brug for Guds ords vejledning omkring nådegaverne. Det er bl.a. også derfor, vi har sat det på som tema i Geist. Læs det og f.eks. 1 Kor 12-14.  

Tonny Dall Sørensen
Landsleder i Indre Missions Ungdom

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 5.



Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: