Vær en vigtig voksen i et barns liv - indremission.dk
Vær en vigtig voksen i et barns liv

18.10.2019

Vær en vigtig voksen i et barns liv

Vi er forpligtede til at reagere, når vi ser et barn, der mistrives




De seneste dage er jeg tre gange blevet mindet om, at der er børn i vores danske samfund, som virkelig har det svært og mistrives. Anledningerne til disse påmindelser har været:

  1. TUBA, som er Blå Kors’ rådgivning til børn af forældre med alkoholmisbrug, har netop lanceret en meget stærk kortfilm om pigen Ida, der bor hos sin misbrugsramte mor og her får fortalt, at det er hendes skyld, at mor drikker.

  2. En artikel i Kristeligt Dagblad har sat fokus på børn hos skilsmisseforældre, hvor samarbejdet om børnenes hverdag er så vanskeligt, at barnet selv henvender sig for at få hjælp.

  3. En temadag om flygtningebørn og traumer hos enten barnet selv eller hos barnets forældre, som vanskeliggør barnets hverdag.

Vi kan gøre noget

Når man møder så mange og store vanskeligheder for børn, kan det godt medføre, at man resignerer og tænker, at det er for kompliceret til, at jeg kan gøre noget ved det. Det kan virke nærmest uoverkommeligt for den enkelte, men vi kan faktisk gøre noget for de børn, der oplever livets bagside på denne måde.

    Myndighederne gør, sammen med forskellige organisationer, et vigtigt arbejde på området, som vi kan bakke op om. Skoler og daginstitutioner har måske lettere ved at spotte mistrivsel hos et barn, men vi har hver især mulighed for at være en vigtig voksen i et barns liv, der hvor vi er. Det er man ved at se det enkelte barn i kirken, i nabolaget, i børneklubben, i missionshuset, i sportsklubben og hvor vi nu ellers møder børnene. Mistrivsel og misbrug findes i alle samfundslag, så vi har alle en mulighed for at møde et barn, der ikke trives.

Bland dig

Kan jeg tillade mig at blande mig, tænker du måske? Ja, det kan du. Du er faktisk forpligtet til at reagere, hvis du ser et barn, der ikke trives eller ikke har det godt. Din reaktion på det, du observerer, kan komme til at gøre en enorm forskel for det enkelte barn. Så vær en vigtig voksen i et barns liv!



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: