Vi er lys og salt

07.09.2018

Vi er lys og salt

Er mission blot et begreb, vi snakker om og nikker til, eller er det en måde, vi lever livet på?




På en af mine ture til Sjælland mødte jeg forleden en ældre, venlig kvinde. Hun bemærker korset, jeg har om halsen, og vi falder i snak med hinanden. Kvinden fortæller, at hun selv er religiøs. Hun tror ikke på noget bestemt, men på en kosmisk kærlighed. I vores samtale fortæller jeg hende om mit syn på verden, og at jeg mener, at der findes en Gud, og at den Gud kommer os i møde.

    Kvinden står af ved Høje Taastrup med et hjerteligt håndtryk og en bemærkning om, at hun er meget glad for at have mødt en, hun kunne tale med om tro, liv og eksistens.

Gud arbejder igennem os

Indre Mission er en missionsbevægelse, og derfor må vi bede om, at vores arbejde, vores liv og vores virke giver mennesker mulighed for at møde Jesus som deres frelser. Jeg tror, det er tvingende nødvendigt, at vi gør os tanker om, hvordan vi bedst møder mennesker, der ikke kender Jesus. Jeg ved ikke, om denne kvinde møder Jesus gennem mit korte vidnesbyrd, men jeg ved, at Gud arbejder igennem os og på den måde rækker sit evangelium til mennesker i dag.

    Vi er lys og salt, og vi har en mission om at gå ud i alverden for at dele verdens bedste budskab med mennesker omkring os. Men har vi gjort os klart, hvordan det skal ses og opleves på os i den dagligdag, vi lever i?

    Er mission blot et begreb, vi snakker om og nikker til, eller er det en måde, vi lever livet på?

Vi vil nå længere ud

Der er brug for mission i dag i Danmark. Der er brug for, at du og jeg lever i vores kald som missionsfolk, der glad og gerne deler ud af det budskab, vi selv er blevet givet.

    I Indre Mission vil vi nå længere ud med ordet om Jesus. Vi vil sprede de gode nyheder til mennesker omkring os. Vi ønsker at give mennesker tillid til Gud, viden om og erkendelse af, hvad der er troens indhold. Det er det, der er vores mission. Det er det, mennesker skal møde gennem os. Men er det også det, de oplever, når de møder dig og mig?



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: