Vi har fokus på mission
03.02.2017

Vi har fokus på mission

Vi er sendt med verdens bedste budskab fordi vi er tændt af Jesus




Ved det seneste hovedbestyrelsesmøde i København fik vi en række meldinger, der er båret af en fornyet optimisme. Og det er ikke uden grund. Jeg glæder mig virkelig meget til det kommende år!

    Økonomien er i balance og vigtigst af alt: Vi er i mission og har fuld fokus på den sag, der er Indre Missions: At flere må lære Jesus at kende som frelser og herre.

Nye muligheder

Jeg glæder mig over de mange, der økonomisk er med til at bære Indre Mission og dermed skabe nye muligheder for mission i Danmark.

    Og jeg glæder mig over de mange mennesker, der er engageret i missionen, både lokalt og på landsplan.

    En stor del af hovedbestyrelsesmødet var præget af dette fokus. Det samme mærker jeg i samtaler med for eksempel Københavns Indre Mission, der, ud over at have styr på økonomien, også tænker nyt vedrørende mission.

    IMU sætter i år fokus ”Tændt og Sendt”. At være tændt af Jesus og sendt i kærlighed til denne verden. Det er et vigtigt fokus, at vi søger ind til ham, der gennem sit ord tænder os til tro og sender os med verdens bedste budskab. Flere i vores land skal lære Kristus at kende, finde ind i livet med Ham og sætte kurs mod livet på den nye jord.

    Vær med til at overveje, hvordan vi i hverdagen kan bære det videre, som vi selv er blevet mødt af i evangeliet.

Hovedsagen

Mission som vores hovedsag er nævnt i flere omgange her i IMT, senest gennem interview med formanden, og det er en sag, vi vil blive ved med at tale om - igen og igen.

    Søg ind i Guds ord – lad dig tænde af Ham. Og lad dig sende med det, du er blevet tændt af. Alt for mange mennesker i vores land kender ikke livet med Jesus, og kan vi være med til at bringe vidnesbyrd om Ham, der har skabt en fremtid og et håb, så lad ikke muligheden gå forbi.

    Vi skal i IM være fuldt optaget af at være i mission: Lede til Jesus – Leve i Ham!

Jens Medom Madsen
Generalsekretær i Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 5.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter
Få vores nyhedsmail med: