Ånden er den samme - indremission.dk
Indre Missions Tidende

18.05.2014

Ånden er den samme

Helga Andersen besluttede at lade minder og sten fra det gamle Bethesda ligge, da det blev solgt. Hun tog det levende med over i det nye Bethesda




Alderspræsidenten i Indre Mission i Aalborg er Helga Andersen på 92 år. Hun er en gæv gammel dame, der betragter Indre Mission i byen som sit andet hjem.

    "Indre Mission har været med til at holde mig fast i troen," fortæller Helga.

    Hun var en ung pige i 1947, da hun første gang stiftede bekendtskab med missionshuset Bethesda i Aalborg. Og det var det gamle Bethesda, som lå i Algade. Tre år senere blev hun gift med Kaj, og de kom i de unges bibelkreds, som holdt til i missionshuset.

    "I en periode holdt Kaj og jeg åbent hus i vores hjem hver lørdag, hvor vi inviterede de andre unge fra Bethesda," fortæller Helga. Hun husker, at der var rigtig mange voksne til møderne. Ligeledes var der mange børn i søndagsskolen, hvor hendes mand var lærer. Han tog deres drenge, Leif og Bent, med, når han skulle af sted om søndagen. Senere var han med til at starte den første juniorklub i missionshuset.

    Da sønnerne blev unge, nød Helga at høre dem synge sammen med hendes mand i missionshusets store strengekor, der talte 55 mænd og damer.

Det gjorde ondt at sælge

Da det gamle Bethesda var 75 år, trængte det til en gennemgribende renovering. Det blev besluttet, at huset skulle sælges.

    "Det var for dyrt at holde det vedlige, og vi kunne få en rigtig god pris, så vi solgte missionshuset," siger Helga. "Men det gjorde meget ondt at sælge huset, for vi havde så mange minder."

    Helga og Kaj var med i processen, da det nye missionshus blev bygget i Jernbanegade i 1989. Da det nye Bethesda fornylig blev 25 år, var Helga blandt fødselsdagsgæsterne.

    "Jeg synes, at vores missionshus fungerer rigtig godt. Når jeg ser tilbage, glæder jeg mig over, at vi tog det levende med fra det gamle missionshus og lod minderne og stenene ligge," fortæller Helga, der med det levende mener det kristne fællesskab, der rykkede ind i det nye hus. Helga oplever også, at ånden er den samme.

    "Vi hører en god forkyndelse i missionshuset," siger hun.

Spisefællesskab åbner

Men der er også en forskel.

    "Der bliver forkyndt på en anden måde i dag. De gamle indremissionærer var ikke oplyst og skolet som de unge i dag. De gamle kom lige fra ploven, og i dag kommer de fra Børkop og har mere uddannelse. Det betyder, at der i dag er mere undervisning i Guds ord. Førhen hørte vi mere det jævne vidnesbyrd. Jeg ønsker ikke det tilbage," forklarer Helga.

    "Jeg synes, at det er godt, at vi spiser sammen i missionshuset. Det giver fællesskab, og det åbner op for udadtil, hvad Indre Mission er."



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter