Advent er ikke for-jul - indremission.dk
Indre Missions Tidende

29.11.2019

Advent er ikke for-jul

Hvor julen er tid til hvile og glæde er advent tid for kamp og vækkelse




Det springer ikke lige i øjnene, at denne udgave af impuls er adventsnummeret og det sidste, inden julenummeret kommer. Det var en af bemærkningerne i redaktionen, efterhånden som denne udgave tog form. Det affødte en snak om, hvad advent egentlig er.

    Vi har efterhånden vænnet os til, at adventstiden er blevet en slags for-jul, en tid der udelukkende spiller på forventningerne til selve julen. Og den forventning er i den grad bygget op omkring ønskelister, indkøb, madplaner, og hvad der i øvrigt hører til det moderne forbrugersamfunds favoritdiscipliner. Og det i en grad, så julen næsten er overstået, inden den kommer i gang.

Adventstidens budskab

Midt i malstrømmen af opskruede juleforberedelser forsvinder adventstidens særlige budskab let. Godt hjulpet af, at der ikke er meget julehygge over adventstidens prædiketekster.

    Nok handler første adventssøndag om Jesus, der proklamerer sig selv som opfyldelsen af de gamle profetier, men det er også en tekst, der fortæller, at det budskab ikke faldt i god jord i Nazareth.

    Anden søndag i advent bliver det rigtig alvorligt med lignelsen om brudejomfruerne, der ikke alle er parate til Jesus’ genkomst.

    Adventstidens lilla farve er ligesom i fastetiden bodens farve. Dvs. det er en tid til refleksion og selvransagelse, hvilket adventstiden bibeltekster også lægger op til. Det gør vi også med dette impuls.

Det åndelige pendul

Morten Mouritzen taler stærkt om troens faste grund, som kun findes »under blodet «. Og han taler om det åndelige pendul, der svinger mellem hvile og kamp. Hvor julen på mange måder er hvilens tid, er adventstiden kampens tid.

    I det vedlagte Geist er der heller ikke kun lagt op til julefest, men til vækkelse. Vækkelse som hænger nøje sammen med bøn og offervilje.

    Hvis adventstiden bliver en vækkelsestid, så bliver julen for alvor en festtid.



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter