Afskriv ikke nogen - indremission.dk
Indre Missions Tidende

06.04.2014

Afskriv ikke nogen

Ananias gik til kristenforfølgeren Saulus. Af Max Lucado




Ananias haster gennem Damaskus' snævre gader. Hans tykke fuldskæg kan ikke skjule hans alvorlige ansigt. Venner råber ham an, når han passerer, men han har ikke tid til at standse. Mens han går, mumler han: "Saulus? Saulus? Det kan bare ikke passe."

    Han tænker igen på, om han måske har hørt forkert. Spekulerer på, om han skulle vende om og fortælle det til sin kone. Overvejer at standse og fortælle nogen, hvor han er på vej hen, hvis han nu aldrig skulle vende tilbage. Men han fortsætter. Vennerne ville kalde ham et fjols. Hans kone ville trygle ham om ikke at gå derhen.

Ananias går til Saulus

Men han er nødt til det. Han iler hen over torvet med flaksende høns, høje kameler og dovne æsler. Han går forbi skrædderens bod og svarer ikke på farverens hilsen. Han bare går og går, indtil han når den gade, som kaldes Den Lige. Kroen har lave buegange og store værelser med madrasser. Det er et af de pænere steder i Damaskus. Et sted, hvor betydningsfulde og magtfulde personer kan være bekendt at indlogere sig. Saulus er både betydningsfuld og magtfuld.

    Ananias og de andre kristne har forberedt sig på, at han ville komme. Nogle af disciplene har valgt at rejse væk. Andre er gået under jorden. Saulus' ry som kristen-dræber er for længst nået til Damaskus. Men hvem har hørt om den Saulus, der følger Kristus?

    Men det var budskabet i hans syn. Ananias hører det for sit indre øre én gang til. "Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se" (ApG 9,11-12).

    Ananias havde været lige ved at få sin matzo galt i halsen. Det kan umuligt være rigtigt! Han havde vovet at minde Gud om Saulus' hårde hjerte. "Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem" (v. 13). Saulus som kristen? Ja tak, når der bliver to mandage i hver uge måske.

    Men Gud laver ikke sjov. "Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn" (v. 15).

    Ananias tygger på ordene, mens han går. Navnet Saulus passer bare slet ikke sammen med udvalgt redskab. Saulus den nådesløse – ja. Saulus den forhærdede – fint. Men Saulus, Guds udvalgte redskab? Ananias ryster på hovedet ved tanken. Han er nu halvvejs nede ad Den lige Gade og overvejer alvorligt at vende om og gå hjem. Måske havde han gjort det, hvis ikke de to vagter havde fået øje på ham.

    "Hvad vil du her?" råber de. De står med dragne våben foran husets indgang og ser meget bekymrede og mistænksomme ud. Ananias ved, hvem de er – soldater fra templet, der er sendt med Saulus for at beskytte ham.

    "Jeg kommer for at hjælpe rabbien."

    De sænker vagtsomt deres spyd. "Gid du kunne. Den er helt gal med ham. Han hverken spiser eller drikker. Siger næsten ikke noget."

    Ananias kan ikke vende om nu. Vagterne lader den harmløse gamle mand passere. Ananias går op ad trappen og træder frem i døråbningen. Han giver et lille gisp fra sig. På gulvet sidder en hærget mand i skrædderstilling og rokker frem og tilbage. Kinderne er hule, læberne tørre. Manden beder med klagende stemme.
    "Hvor længe har han haft det sådan?"
    "Tre dage."

    Saulus' hoved ser stort ud på hans smalle skuldre. Han har en næse som en ørn og store, buskede øjenbryn. Maden på tallerkenen og vandet i koppen står urørt på gulvet. Farisæeren sidder med ansigtet vendt mod det åbne vindue, men hans øjne ser intet. De er overtrukket med en ujævn, grå hinde. Han vifter end ikke fluerne væk fra sit ansigt. Ananias tøver. Hvis dette er en fælde, er det slut med ham. Hvis ikke, kan det være en ny begyndelse for dem alle.

    Ingen kan bebrejde Ananias hans tøven. Saulus havde indtil da regnet alle kristne for bærere af en farlig sygdom. Han havde stået tæt ved ypperstepræsten, da Stefanus blev ført for det jødiske råd. Han havde passet garderoben ved henrettelsen. Han havde nikket bifaldende, da Stefanus udåndede. Og da Sanhedrin havde brug for en mand til at terrorisere kirken, havde Saulus påtaget sig opgaven. Han var blevet en dødens engel, der "fnyste … af raseri og truede Herrens disciple med mord" (ApG 9,1). Han "forfulgte Guds kirke og ville udrydde den" (Gal 1,13).

    Ananias vidste, hvad Saulus havde gjort mod menigheden i Jerusalem. Det, han ikke vidste, men snart skulle opdage, var, hvad Jesus havde gjort mod Saulus på vejen til Damaskus.

Hvad der var sket med Saulus

Turen til Damaskus var Saulus' egen ide. Mange i byen havde omvendt sig til den nye tro. Da Saulus hørte om vækkelsen, gik han til ypperstepræsten og bad om at blive sendt til byen, så han kunne kvæle denne vantro i fødslen. Den ivrige unge farisæer drog så ud fra Jerusalem på sin første missionsrejse, fast besluttet på at komme de kristne til livs. Det var en lang rejse til Damaskus: 240 km. Saulus var sikkert til hest og sørgede omhyggeligt for at undgå "urene" byer. Hans rejse var hellig i hans egne øjne.

    Hans rejse var også varm. I lavlandet mellem Hermonbjerget og Damaskus kunne man koge vand på vejens sten. Solen stak som spyd, og varmen fik horisonten til at bølge. Et eller andet sted på denne tørre, glødende vej slog Jesus Saulus til jorden og spurgte: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?" (ApG 9,4).

    Saulus holdt hænderne for øjnene, som om nogen havde smidt sand i dem. Han satte sig op på knæ og sænkede sit hoved mod jorden. "Hvem er du, herre?" Herren svarede: "Jeg er Jesus, som du forfølger" (v. 5). Da Saulus løftede hovedet for at se, havde hans øjne mistet deres liv. Han var blind. Hans blik var lige så tomt som blikket i en romersk statue.

    Hans vagter ilede til for at hjælpe ham. De førte ham til Judas' hus i Damaskus og indlogerede ham der.

    Da Ananias ankommer, er den blinde Saulus begyndt at se Jesus i et andet lys.

    Ananias går ind og sætter sig på stengulvet. Han tager den forhenværende terrorists hånd og mærker den skælve. Han betragter Saulus' bævende læber. Han skæver til sværdet og spyddet, der står i et hjørne, og forstår, at Kristus allerede har gjort, hvad der skal gøres. Ananias skal bare vise Saulus det næste skridt på vejen. "Broder Saul …" (Hvor vidunderlige må de ord ikke have lydt? Saulus må have grædt, da han hørte dem).

    "Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden" (v. 17).

    Tårerne skyller som en flodbølge mod skorpen over Saulus' øjne. Skællene løsner sig og falder af. Han blinker med øjnene og ser ind i sin nye vens ansigt.

    Før der er gået en time, træder farisæeren op af vandet, døbt til den kristne tro. Få dage efter står han og prædiker i en synagoge. Den første af mange tusind prædikener. Saulus bliver til Paulus, og Paulus prædiker fra højene i Athen, skriver breve fra fængselsceller og bliver åndelig far til mange slægtled af teologer som Thomas Aquinas, Martin Luther og Johannes Calvin.

    Gud brugte Paulus til at røre ved verden. Men først brugte han Ananias til at røre ved Saulus. Har Gud en tilsvarende opgave til dig? Har Gud også en Saulus til dig?

Opgiv ikke din Saulus

For nylig fortalte en mor mig om sin søn. Han afsoner en straf for røveri. Alle andre, selv hans far, har opgivet den unge mand. Men hans mor ser anderledes på det. Hun er sikker på, at hendes søn har nogle gode år foran sig. "Han er en god dreng," sagde hun med overbevisning. "Når han kommer ud af fængslet, skal han nok få noget godt ud af sit liv."

    Endnu en Saulus, endnu en Ananias.

    Den anden dag mødte jeg en af mine venner i en boghandel. Han og hans kone har for nylig fejret guldbryllup. Han fik tårer i øjnene, mens han beskrev den engel, han havde giftet sig med for halvtreds år siden, og det fjols, hans kone havde giftet sig med. "Jeg troede ikke på Gud. Jeg behandlede andre mennesker respektløst. Da vi havde været gift i seks måneder, kom jeg en dag hjem og fandt hende i badekarret, hvor hun sad og græd over sin fejltagelse. Men hun opgav mig aldrig."

    Endnu en Saulus, endnu en Ananias.

    Og hvad med dig? Alle andre har måske afskrevet din Saulus. "Han er for langt ude." "Hun er for hård … for afhængig … for gammel … for kold." Ingen ofrer en bøn på din Saulus. Men du begynder måske at se Gud arbejde i kulissen. Måske er det for tidligt at kaste håndklædet i ringen … Du begynder at tro på det.

    Holdt fast i de tanker.

    Opgiv ikke din Saulus. Når andre afskriver ham, så giv ham en chance mere. Vær stærk. Kald ham broder. Kald hende søster. Fortæl din Saulus om Jesus og bed for ham. Og husk altid dette: Gud sender dig ikke nogen steder hen, hvor han ikke selv har været. Hvem ved, hvad du vil finde, når du trænger igennem til din Saulus?

Max Lucado er forfatter. Artiklen er et forkortet uddrag af hans bog "Skabt til at gøre en forskel", der netop er kommet på dansk.

Max Lucado
Skabt til at gøre en forskel
Lohse
216 sider – 199,95 kr.




Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter