Indre Missions Tidende

10.11.2017

Aldeles ikke

Frihed fra loven betyder ikke frihed fra færdselsloven




Da jeg for godt 10 år siden gik på bibelskole, var jeg så heldig, at studieturen gik til Israel. Vi var et stort hold, og der var hele tre lærere med. En af dem var min gode romerbrevslærer, som i sin undervisning med ivrig begejstring havde gentaget Paulus' forklaring om menneskets frihed fra loven. Men han understregede, at det samtidig ikke betyder, at man så bare må synde løs: "Aldeles ikke!" som Paulus også sagde. Vi er stadig underlagt nogle retningslinjer fra Gud for en god vej gennem livet på jorden.

Formaningen i mit hoved

En aften havde vi elever mulighed for at opleve Jerusalem på egen hånd. På vej ned i basaren var vi et par stykker, der mente, at vi sagtens kunne krydse en utrafikeret vej, selvom der var rødt lys. Uheldigvis så en betjent vores overtrædelse, og hun råbte efter os. Der skete dog ikke mere end det, så vi slap med skrækken. Men hvad værre var, at vores romerbrevslærer gik med en flok elever et stykke bag os, og han havde selvfølgelig også set det hele. "Frihed fra loven betyder ikke frihed fra færdselsloven!" råbte han formanende efter os.

    Sætningen printede sig fast i mit hoved, antageligt fordi jeg syntes, at det, jeg havde gjort, var pinligt. Og fordi jeg dybest set godt vidste, at det var forkert. Hver gang jeg prøver at bøje færdselsloven og bilde mig selv ind, at det er okay, at jeg kører lidt hurtigere end det tilladte – måske fordi jeg er sent på den – lyder min romerbrevslærers formaning i mit hoved.

Min egen fortolkning

Nu er min tolkning af færdselsloven måske et harmløst eksempel, men jeg kan også finde på at gradbøje Guds retningslinjer for mig som menneske. Ofte finder jeg mig selv på grænsen, fordi den tanke opstår i mig, at Guds rammer for det gode liv er op til min egen fri fortolkning alt efter mit forgodtbefindende. Og så er det ikke længere min gamle lærer, men Paulus, der påminder mig: Aldeles ikke!

    Færdselsloven er til, for at vi når vores destination her i livet i god behold. Men Guds rammer for det gode liv er til, for at vi når vores destination efter livet. Med eller uden ridser i lakken.

Christina Flyvholm er journalist på Indre Missions Tidende og Geist.

Kilde: Indre Missions Tidende



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter