Betania – et fællesskab med Jesus - indremission.dk
Indre Missions Tidende

04.05.2014

Betania – et fællesskab med Jesus

En om- og tilbygning af missionshuset Betania giver nye muligheder for Odense Indre Mission




I tre dage, den 25.-27. april, var der åbningsfest for det nye fælles missionshus, Betania, i Odense. Det blev en indvielsesfest, der var præget af glæde. Formanden for Indre Mission i Odense, Arne Christensen, havde overvejet at købe blomster til alle deltagere for at sige tak. Men han var kommet frem til, at det ville blive meget dyrt. Derfor bad han i stedet alle indvielsesfestens deltagere om at sige tak til hinanden.

    Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, der indviede missionshuset, ønskede også odenseanerne tillykke. "Det er en stor dag, og der er noget at fejre med hinanden. Der er noget at være i forventning til," understregede Indre Missions formand.

    Hans-Ole Bækgaard nævnte, at han havde set en avisoverskrift: "Betania er klar til samværet med Jesus." "Jeg synes, det var en dejlig overskrift at se. Det er først og fremmest det, disse rammer skulle handle om," sagde Hans-Ole Bækgaard.

    At samværet med Jesus er formålet med det nye hus kom tydeligt frem flere gange i løbet af indvielsesfesten. Som indledning til festaftenen fortalte mødelederen Esther Nymann Jensen, at mennesker, der besøger huset, også fremover vil kunne se, at det er formålet med huset.

    "Vi havde travlt inden denne dag. Og der var én ting, vi ikke nåede. Over vores hoveddør kommer der til at stå: 'Betania – et fællesskab med Jesus'," sagde hun.

Moderne faciliteter

I løbet af de tre dages åbningsfest kunne de mange besøgende se de moderne faciliteter i missionshuset. Huset er oprindelig fra 1883, men det har nu gennemgået en omfattende om- og tilbygning, der har kostet ca. 15 millioner kroner.

    Efter mange års overvejelser og planlægning blev byggeriet sat i gang i maj 2013. Tilbygningen er lavet, så den passer til den gamle bygning. Med om- og tilbygningen af Betania på Ryttergade i hjertet af Odense har byen fået et nyt og moderne missionshus med tilbud til alle generationer.

    Der er cafémiljø, ungdomslokale, kreativrum, bederum og en lille og en stor mødesal, som kan slås sammen. Huset er handicapvenligt, idet der er elevator og handicaptoilet. Der er også et opholds- og børnerum, moderne køkkenfaciliteter og portnerlejlighed.



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter