Indre Missions Tidende

08.12.2017

Bibeltid er vores bedste tid i familien

Bente og Daniel har fundet en andagtsform, der passer til deres familiesituation




Det er lykkedes Bente og Daniel Hansen på Djursland at finde en andagtsform, som er rigtig god for familien og især for deres søn David på ni år, som er ramt af autisme. De kalder det "Bibeltid med aktiviteter".

    "Førhen havde vi rigtig svært ved at snakke tro med David. Vi har sunget kristne børnesange med ham og bedt fadervor, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle snakke med ham om Jesus," fortæller Bente. "I skolen hører de lige for tiden om julenisser, og hans autisme gør, at han tager alt meget bogstaveligt. Derfor er det vigtigt, at vi får forklaret ham, hvorfor vi holder jul, og hvem Jesus er."

    Så læste parret om, hvordan en familie i Gårslev gør. Det gav dem inspiration til en ny andagtsform, som har været en hjælp til at formidle troen til David.

    "Vi er meget overrasket over, hvor godt David har taget imod det, og hvordan han kan huske en bibeltekst, fordi vi har en aktivitet, der synliggør en pointe i teksten," forklarer parret. Daniel peger på en anden sidegevinst.

    "David er blevet mere fleksibel og åben, fordi han lærer nogle nye lege, når vi har bibeltid. David er sådan skruet sammen, at han gerne vil lege de samme lege hele tiden, og det kan godt være lidt dræbende i længden."

Skal vi lege bibeltid

For at illustrere, hvad Bibeltid går ud på, har de inviteret indenfor i hjemmet i Fjellerup en aften i november. Bente og Daniel har fire børn, hvoraf den ældste Maria er på efterskole, så det er Peter på 11 år, David, og lille Rebekka på et år, som deltager i familieandagten sammen med deres forældre. Bibeltid varer en halv time og foregår hver aften på samme tidspunkt klokken 19.00-19.30, for struktur og forudsigelighed er vigtig for David.

    Han sidder i sofaen og kan ikke vente længere. Han spørger sin far: "Skal vi ikke lege bibeltid?" "Den er 18.59," svarer Daniel, mens han er optaget af at finde nogle kristne bøger. Et lille øjeblik senere kigger han på uret og erklærer: "Nu er den 19.00, så skal vi have bibeltid."

    Rebekka sidder et øjeblik stille hos sin mor, men ellers løber hun lidt frem og tilbage, mens den øvrige familie sidder samlet i sofaen. Daniel læser teksten til første søndag i advent om Jesus, der udråber et nådeår for Herren. Teksten handler om, at Jesus er kommet for at udråbe frigivelse til fanger og syn til blinde, men jøderne forstår ikke, hvad han mener.

    Undervejs forklarer Daniel forskellige ord.

    "Se, David, lige straks går Jesus hen og fortæller jøderne noget i synagogen, som betyder kirke," fortæller han og definerer nådeår for børnene som "et glædesår, hvor alt det, Jesus siger, vil blive opfyldt."

Bind for øjnene

Efter ti minutter kan David ikke længere sidde stille og spørger, om de ikke skal lave en aktivitet. Daniel siger ja, og han finder et tørklæde, og familien samles midt i stuen.

    "Jesus sagde, at han ville give syn til blinde. Det skal vi prøve ved, at der er én, som får bind for øjnene. Han bliver snurret rundt og skal gå hen imod den, der kalder på ham uden at ramme noget. Så får han bindet af øjnene og bliver på den måde sat fri ligesom i bibelteksten," siger Daniel.

    "Peter, du er den første, der prøver det, så kan David se, hvordan man gør det."

    Men David synes, at det ser svært ud. Efter flere opmuntringer prøver han det, og det går godt. Så synes David, at det er hans fars tur, og børnene griner, da han går lige ind i en væg på vej ud i køkkenet, hvor Bente står og kalder.

    Daniel finder et sæt høreværn, som børnene skal prøve, fordi bibelteksten ender med, at jøderne ikke kan høre eller forstå, hvad Jesus mener med et nådeår.

    Da det bliver Davids tur, vil Rebekka ikke give slip på høreværnet. Daniel forudser straks den potentielle konflikt mellem de to og finder et ekstra sæt.

    Bibeltid slutter med, at familien synger en kristen børnesang med fagter: "På Golgata stod der et kors." Bagefter samles alle til godnatmad i køkkenet, og de to mindste puttes.

    Daniel giver nogle eksempler på aktiviteter, de har lavet til nogle af bibelteksterne.

    "Vi har smagt på forskellige ting i køkkenet, efter at vi har læst om Peter i Apostlenes Gerninger, der fik en dug med mange retter. Børnene blev viklet helt ind i toiletpapir for at illustrere opvækkelsen af Lazarus. Efter vi havde læst historien om David og Goliat, legede vi, at jeg var Goliat, som børnene skulle skyde ned med bordtennisbolde," fortæller Daniel, og Peter, der sidder ved siden af, tilføjer: "Da vi havde hørt om Jerikos fald, byggede vi et tårn af en madras og hynder, som vi løb rundt om syv gange."

Genkendelighed

For det meste er det helt tilfældigt, hvilken bibeltekst de bruger.

    "Vi bladrer i børnebibelen, indtil en person siger stop. Vi læser teksten og finder på en spontan aktivitet. Vi er spændt på, om vi kan blive ved med at finde på nye aktiviteter," siger Daniel, der er familiens opfinder af aktiviteter.

    Det er to måneder siden, at familien begyndte at have bibeltid. Konceptet er siden blevet udviklet, så det passer ind i familiens behov.

    "Vi havde en intension om at bruge tiden med at læse i børnebibelen og så snakke om teksten, men vi opdagede, at David ikke kunne sidde stille så længe, så vi måtte lave en fysisk aktivitet," forklarer Daniel. Siden har familien suppleret læsning af børnebibelen med kortere kristne bøger.

    "Måske vil vi også bruge Sigurds dvd'er. Dem bruger de i kristendomsundervisningen på den specialskole, hvor David går. Genkendelighed er godt for ham," fortæller Bente.

    "Julemåneden er en voldsom måned for David, fordi alt bliver anderledes. Derfor holder vi fast i nogle rutiner. Vi har en adventstradition, som vi har brugt i mange år, som er lidt som bibeltid. Peter tænder et lys, og vi synger: 'Nu tænder vi det første lys' og så et par sange mere, inden vi får godter og en adventspakke. Hver dag i december ser David 'Nissebanden', mens han har nissehue på. Juleaften tager børnene de enkelte dele i vores krybbespil og bruger det, mens vi læser juleevangeliet."

Alle har gavn af det

Niveauet ved familieandagten er lagt tilrette efter Davids behov. Rebekka forstår ikke så meget endnu, så hun har en kasse med kristne bøger på hendes niveau, som hun får lov at kigge i, mens familien læser en bibeltekst.

    "Bibeltid er hyggeligt, men det er ikke på dit niveau," siger Daniel og kigger på Peter, som nikker.

    Inden han skal sove, har han lidt alenetid med sine forældre, hvor de synger, beder og læser i en andagtsbog for teenagere. Han kommer i en juniorklub, som han er meget glad for.

    "Her er jeg sammen med andre kristne, og det er rigtig fedt," fortæller Peter, der glæder sig til en fredagsfest i juniorklubben.

    Men han får også noget ud af at være med i familiens fælles andagtstid.

    "Det er noget, som vi er sammen om, og så er der ting i bibelteksten, jeg husker bedre ved at lave en aktivitet," fortæller Peter.

    Maria er også med til familieandagten, når hun er hjemme fra efterskole, og hun er også glad for det.

    "Bibeltid er første gang, at vi holder andagt sammen som familie, hvor vi alle får noget ud af det." fortæller Daniel. "Det er den bedste familietid, vi har sammen."

    "Det er bedre end at spise sammen, for her er der udelukkende fokus på, at vi er sammen," supplerer Bente.

For alle familier

Parret har fortalt om deres erfaringer med bibeltid til deres venner.

    "Bibeltid er relevant for alle børnefamilier. Man kan selv bestemme, hvordan og hvor længe man vil arbejde med bibelteksten. Nogle af vores venner havde for eksempel læst om Jesu stamtavle, bagefter havde de sammen lavet familiens stamtavle," forklarer Daniel.

    "Jeg håber med tiden, at vi kommer til at bruge mere tid på bibelteksten og mindre tid på aktiviteter, for der er meget at hente fra Bibelens skatkammer."

Om familien Hansen

Bente og Daniel Hansen bor i Fjellerup, tæt på Djurslands Efterskole, hvor Daniel er lærer. Bente er hjemmegående. Familien kommer i Indre Mission i Fjellerup og i Fjellerup Valgmenighed.

Inspiration fra Små Skridt

Bente og Daniel Hansen fik ideen til bibeltid fra bladet "Små Skridt", som Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler står bag. I september-nummeret var der et tema om bibelbrug i hjemmet, hvor en familie fra Gårslev medvirkede. Find bladet på smaaskridt.soendagsskoler.dk



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter