Brikkerne faldt på plads - indremission.dk
Indre Missions Tidende

23.03.2014

Brikkerne faldt på plads

Kim Hjermind havde hørt over tusind prædikener, men det var først, da han begyndte at læse kristen litteratur, at det hele faldt rigtigt på plads




For syv år siden sad Kim Hjermind ved et sygeleje på Rigshospitalet. Hans ven gennem 30 år var alvorligt syg, og Kim følte, han burde fortælle sin ven om kristendommen. Han vidste bare ikke, hvad han skulle sige.

    "Jeg følte mig slet ikke klædt på til den samtale. Hvor skulle jeg begynde, og hvor skulle jeg ende? Jeg havde en masse brudstykker, jeg gerne ville give ham, men jeg var ikke i stand til at give ham en sammenhængende redegørelse for kristendommen. I stedet gav jeg ham Markusevangeliet og opfordrede ham til selv at læse," fortæller Kim.

    Da han nogle dage efter sad ved hospitalssengen igen, havde vennen læst de første otte-ni kapitler. Men det sagde ham intet, bedyrede han.

    "Min ven døde kort efter uden at få det, han havde allermest brug for. Markusevangeliet var en nødløsning, for der var ikke tid til, at han langsomt kunne famle sig frem gennem Bibelen. I stedet havde han brug for en kort og præcis indføring i troen, men sådan en bog var det ikke lykkedes mig at finde," siger Kim.

    Havde nogen foreslået Kim selv at skrive sådan en bog, havde han nok afvist tanken med et grin.

10.000 løse brikker

Oplevelsen ved sygelejet blev en øjenåbner for Kim. Selv om han havde lyttet til solid kristen forkyndelse det meste af sit liv, var det en helt anden sag selv at skulle fortælle evangeliet videre. "Og så måtte jeg erkende, at der var visse mangler i min viden om kristendommen," fortæller den 56-årige ingeniør fra Gentofte. Sammen med sin kone Lena er han tilknyttet frimenigheden Nordvestkirken, som er en del af Luthersk Mission.

    "Jeg har gået til møder og gudstjenester uge efter uge hele mit liv og har vel hørt over tusind prædikener. Alligevel var jeg ikke i stand til at forklare min ven, hvordan tingene hang sammen. Jeg sad med 10.000 brikker, men manglede overblikket over puslespillet. Uden æsken med motivet bliver man lykkelig, hvis man bare finder to brikker, der passer sammen. Men at samle hele puslespillet på den måde vil tage en evighed."

Mere ville have mere

Siden 2004 har Kim Hjermind drevet egen virksomhed inden for ledelsesrådgivning og software, men for fem år siden var finanskrisen tæt på at tvinge firmaet i knæ. "Det var på flere måder en hård tid, og jeg var presset. Derfor var det også naturligt for mig at bede Gud om hjælp og vejledning. Og jeg følte, at jeg fik et ret tydeligt svar," fortæller Kim. Svaret var ordene "Søg først Guds rige".

    Kim valgte at tage Gud på ordet og lod straks blikket glide ned ad familiens bogreol. Øjnene standsede ved det første bind af C.O. Rosenius' samlede skrifter. Det virkede som et godt sted at begynde, så Kim begyndte at læse og fortsatte med resten af serien og en række andre kristne klassikere, som alle kredsede om det helt grundlæggende ved evangeliet.

    "Jeg har aldrig før læst kristen litteratur. Jo, måske en enkelt bog eller to, men aldrig på den måde. Jeg oplevede, at mere ville have mere, for efterhånden faldt mere og mere på plads. Brik for brik tog puslespillet form, og jeg fik overblik. Meget handlede om at skabe sammenhæng mellem løsrevne brikker, jeg havde i forvejen, men der var også ting, som var nye for mig," fortæller Kim.

Motion til legeme og sjæl

Jo længere han kom ned i substansen, jo bedre passede brikkerne sammen. Det var, som om ingeniøren endelig havde løst den ligning, der virkede så uløselig, da han sad hos sin døende ven.

    "For tiden ser vi, at der bliver slået hårdt ned på oprør i lande som Syrien og Ukraine. Det kan godt få os til at spørge: 'Hvordan kan en kærlig Gud tillade alt det?' Men oprør er altid blevet straffet med døden, og derfor fortjener vi mennesker kun døden, fordi vi har gjort oprør mod Gud," fastslår han. "Kun fordi Gud er ligeså kærlig, som han er retfærdig, sendte han sin søn for at tage den straf, vi fortjente. Kristendommen er ikke fjern og filosofisk, den handler om vores liv og hverdag."

    Kim læser fortsat, for han kan slet ikke lade være. Og bøgerne suppleres med prædikener, som er podcastet på hans iPhone.

    "Jeg er i fitnesscentret ca. tre gange om ugen, og en gang fitness passer meget præcist med en god lang prædiken," smiler han.

Bogen jeg manglede

Tidligere holdt Kim sig tilbage, når der bød sig en lejlighed til at tale om kristendom med hans ikke-kristne venner. Han følte sig dårligt rustet og var bange for at blive sat til vægs af modargumenter. Men de mange timers læsning og det nye overblik har givet ham både lyst og frimodighed til at tale om sin tro. I dag opsøger han selv mulighederne.

    "I starten lyder man lidt som en hulemand, men allerede efter et par gange går det meget lettere," lyder opfordringen.

    Det var netop i overvejelserne om at tale om kristendom med sine ikke-kristne venner, han besluttede sig for at skrive den bog, som netop er udkommet på Forlagsgruppen Lohse under titlen "Spot On – om Gud, os og verden".

    "Jeg tænkte, at når jeg havde opdaget så mange huller i min viden om kristendommen, så var der sikkert også andre, der kunne have glæde af en hurtigt læst bog, hvor kristendommen blev sat i system. Men sigtet med bogen blev meget hurtigt mission, og resultatet blev den bog, som jeg gerne ville have givet min ven på Rigshospitalet," fortæller forfatteren. "Det er blevet en bog, som kan læses på en eftermiddag, så man kan forære den til en ven, og så har man forhåbentlig et godt udgangspunkt for en god snak næste gang, man mødes."

Folk vil gerne høre

Da han begyndte at skrive, tog han kontakt til tre gamle venner, som han kendte helt tilbage fra skoletiden. Ingen af dem havde, så vidt Kim vidste, berøring med kristendommen, men de ville gerne læse, hvad han havde skrevet. Flere gange mødtes de hos Kim til en bid mad og en snak om, hvad de havde læst.

    "De spurgte enormt interesseret, og de var ikke til at drive ud. Vi fortsatte helt til midnat," smiler Kim.

    Oplevelsen var den samme, da Lena og Kim var til middag hos et vennepar. Ud på aftenen sagde den ene ven pludselig, at hun syntes, det var for dårligt, at Lena og Kim aldrig havde fortalt om, hvad de troede på!

    "Den bemærkning har vi tænkt meget over siden. Det var jo ikke fordi, vi ikke ville fortælle. Men som så mange andre i vores kristne miljøer havde vi nok fået den opfattelse, at folk alligevel ikke gider høre om kristendommen. Og vi ville jo nødig skræmme vores venner væk," siger Kim. "Men den tilbageholdenhed har vist sig at være helt forkert. Min oplevelse er, at folk gerne vil høre om kristendommen. Og de har brug for, at vi fortæller dem om det, for de ved stort set intet, og det, de ved, er ofte forkert."

Mission i hverdagen

De sidste par år har Kim været ansat en dag om ugen til at udvikle og systematisere missionsarbejdet i Nordvestkirken. Om kort tid udløber ansættelsen, og så skal teorierne prøves af i praksis.

    "Min hovedpointe er, at mission ikke begrænser sig til gudstjenesen søndag formiddag eller mødet midt på ugen. Vi er kaldet til at være i mission i vores hverdag," understreger han. Det har taget noget tid at få den tanke igennem i menigheden, for vi er nok mest tilbøjelige til at tænke, at mission handler om at samle penge ind, så vi kan ansætte en missionær i Afrika eller herhjemme. Går det højt, arrangerer vi et loppemarked en gang om året, hvor vi inviterer vennerne med," karikerer han.

    "Men det er jo kun en lille del af at være i mission. Jeg er først og fremmest kaldet til at være i mission over for mine ikke-kristne venner, mine kolleger og dem nede i Rotary-klubben. Sådan turde jeg slet ikke tænke for fem år siden, men nu brænder jeg for det," siger han.

Fakta

Kim Hjerminds bog, Spot On – om Gud, os og verden – og vejen til den nye jord, er udgivet af Logos Media, som er en del af Forlagsgruppen Lohse. Bogen er på 116 sider og koster 149,95 kr.



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter