Daniel sover ikke i sin egen seng - indremission.dk
Indre Missions Tidende

30.03.2014

Daniel sover ikke i sin egen seng

På grund af sin nye tro på Jesus har Daniel modtaget flere trusler på livet fra andre flygtninge




I en periode har han ikke sovet i sin egen seng, fordi han er bange, fortæller den unge mand. Han er meget smilende og tilsyneladende fuldstændig velfungerende, men nogle ar på armen fortæller, at han måske har været ude for ting, der slet ikke var behagelige. Og det bliver man også klar over ved at lytte til hans beretning.

    Vi sidder i havestuen hos hans danske ven Helge. Den unge mand vil gerne kaldes Daniel, og det kommer der en god forklaring på. Daniel bor på et flygtningecenter. Vi har kun snakket sammen i kort tid, før han med lys i øjnene fortæller, hvor god Jesus har været imod ham.

    Troen på Jesus er også grunden til, at han ikke tør sove i sin egen seng. For få uger siden blev en konverteret muslim stukket ned i flygtningecentret i Avnstrup. Det har forskrækket både Daniel og mange andre konverterede flygtninge.

    Inden vi kommer nærmere ind på det, skal vi have hans historie fra begyndelsen.

Mullaherne gav mor tæv

Daniel er født i Afghanistan. Hans mor var alene med ham og en lillebror.

    "Jeg spurgte somme tider om min far. Men mor ville ikke fortælle noget. Hun kom hver gang til at græde, og til sidst bad hun mig om ikke at spørge mere," fortæller Daniel.

    Han voksede op i et muslimsk hjem, og mullaherne, som skulle holde øje med, at de muslimske love blev overholdt, kom jævnligt i hans hjem for at sætte hans mor på plads. De beskyldte hende for at være prostitueret. Han oplevede, hvordan de pressede hende i forhør, hvor de ind imellem også gav hende tæv.

    Til sidst måtte hun flygte med sine to drenge. Da var han 10 år. Siden har han ikke boet mere end tre år i det samme land. De kom til Pakistan, men der begyndte mullaherne også at plage hans mor. Så kom de til Iran. Undervejs oplevede han at blive seksuelt udnyttet på en arbejdsplads.

Penge fra mor

"Mor er god til at knytte tæpper, og det har jeg også lært," fortæller han med endnu et smil.

    De fik sparet nok sammen til at flygte til Europa. Det skulle ske gennem Tyrkiet til Grækenland. Da de en kold nat skulle krydse en flod for at komme ind i Grækenland, tvang smuglerne ham til at hjælpe med at få alle over floden. Pludselig kom det tyrkiske politi. Der opstod tumult, og han mistede forbindelsen til sin mor og lillebror.

    Selv befandt han sig på den græske side. Han havde mistet alt, også sine sko. Folk fra FN hjalp i første omgang. Han kom til Athen, hvor han blev i seks måneder, mens han ventede på kontakt til sin familie. Han klarede sig blandt andet med hjælp fra en kirke.

    "Det er en tradition, at man syer en seddel med en bøn ind i sit tøj," fortæller Daniel, mens han vender vrangen ud på blusens halslinning. "Jeg fandt også noget papir, som mor havde syet ind i mit tøj. Det viste sig, det var pengesedler. De reddede mig et stykke tid," fortæller han med et stort smil.

Mødte Jesus i julen

For et par år siden havnede Daniel i Sandholmlejren. Siden er han flyttet rundt mellem en lang række flygtningelejre i hele Danmark. I december 2012 var han i et flygtningecenter, hvor han mødte Jesus.

    "Efter mine oplevelser i Afghanistan, Pakistan, Iran, Grækenland og Danmark var jeg forvirret, bange og syg. Flere gange var jeg indlagt på hospital. Nogle gange fordi jeg havde forsøgt at tage mit eget liv. Jeg blev inviteret til julegudstjeneste, og der mødte jeg Jesus. Nu velsigner Jesus mig hver dag. Jeg lærer hele tiden nyt om ham, og jeg vil så gerne, at de mange mennesker, der går i mørke, skal møde ham."

    Det lyser ud af Daniel, at han ikke kan gå stille med sin tro. Den er smittende, og det er det, der gør det farligt for ham at sove i sin egen seng.

Dødstrusler og fængsel

Siden Daniel blev omvendt, er han blevet mobbet og truet af muslimerne på de flygtningecentre, hvor han har boet.

    "Koranen siger, at den, som vender sig fra islam, håner profeten, og det er der dødsstraf for. De kan ikke gøre mig og de andre kristne noget fysisk på flygtningecentrene, men vi bliver chikaneret psykisk. De skriver på min dør, at her bor en forræder. De gør nar af mig, eller de lader som om, jeg slet ikke findes. Og de kommer med voldsomme trusler," fortæller han.

    En afghaner sagde til Daniel: "Jeg beder for, at du bliver sendt til Afghanistan. Her kan vi ikke gøre dig noget, men når du kommer derned, vil jeg sørge for, at nogen viser dig, hvad vi gør ved dem, der svigter islam."

    Daniel har ikke boet i Afghanistan, siden han var 10 år. Nu er han 22. Han er sikker på, at hvis han sætter sine ben på afghansk jord, vil han blive slæbt ud i bjergene og få halsen skåret over. Han kendte en konverteret afghaner, som blev sendt hjem. "Ingen har hørt fra ham siden, og sådan vil det også gå for mig," siger han.

Skyd mig nu

Flygtningenævnet besluttede på et tidspunkt, at Daniel skulle sendes til Afghanistan. Han protesterede og ville ikke frivilligt rejse tilbage. "I slår mig ihjel, hvis I sender mig tilbage," sagde han til myndighederne.

    De satte ham i flygtningefængslet Ellebæk for at sikre sig, at han ikke gik under jorden.

    "Jeg sad i fængslet i to måneder og 20 dage," fortæller han. Så kom de for at hente ham og sende ham ud af landet.

    "Jeg råbte til Jesus, og jeg satte mig til modværge, men de pakkede mig sammen som bagage. De bandt mig med plasticstrips på håndled, arme og ben. Jeg blev ved med højlydt at bede til Jesus og protestere, for jeg var rædselsslagen ved tanken om at skulle til Afghanistan. På et tidspunkt sad der to betjente på min ryg for at holde mig."

    Under tumulten pegede han på betjentens pistol og råbte på engelsk: "Hvis I vil sende mig til Afghanistan, så skyd mig hellere nu!"

    Til sidst bar de ham ud til den bil, der skulle køre ham væk.

Daniel for "løverne"

Mens Daniel blev overmandet og bundet af fængselsbetjentene, grinede hans muslimske medfanger.

    "De var glade. Jeg havde fortalt dem om Jesus, og at Jesus er en levende Gud, der vil passe på mig. Nu råbte de til mig, om Jesus stadig ville hjælpe. Og det gjorde han, netop som de skulle til at sætte mig ind i bilen. En telefon ringede, og tolken fortalte mig, at det var en besked til politiet om, at FN havde givet min advokat medhold i, at udvisningen af mig var ulovlig."

    Båndene blev fjernet, og han blev ført tilbage til fængslet. Og nu kommer grunden til, at han gerne vil kaldes Daniel.

    "Da jeg kom tilbage til fængslet, havde mine muslimske medfanger ikke noget at sige. Da de smed Bibelens Daniel i løvehullet, sagde Daniel: 'Min Gud vil frelse mig.' Det gjorde han, og han frelste også mig."

    Daniel understreger, at det ikke er alle muslimer, der forfølger de kristne. "En muslim fortalte mig, at han betragter mig som sin ven. 'Men jeg håber, du vil holde op med at snakke så meget om Jesus. Det er alt for farligt, og jeg vil ikke se dig dø,' sagde han. Den hilsen var jeg glad for."

Vil gerne lære

Daniel har stort set ikke gået i skole, før han kom til Danmark. "Jeg lærte mig selv at læse," fortæller han. "Og jeg har altid gerne villet lære, så jeg har læst mig til en del viden."

    Han taler flere mellemøstlige sprog og er også ret god til engelsk. Nu kæmper han for at lære dansk.

    "Jeg får undervisning flere gange om ugen, og det går fremad, men ind imellem tænker jeg alt for meget på min fortid, min familie og min usikre situation, og så får jeg svært ved at koncentrere mig."

    Røde Kors har navn og signalement på hans mor og lillebror, så han får besked, hvis de dukker op et eller andet sted, men han har ikke hørt fra dem, siden de kom væk fra hinanden en kold og våd nat på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland.

    "Men vi beder for dem," siger han. "Vi lægger dem i hænderne på Jesus, og så kan vi ikke gøre mere. Jesus er vores frelser, og han vil også gerne være deres."

Redaktionen kender de to afghaneres rigtige navne. Af hensyn til deres sikkerhed optræder de her under pseudonym. Jens kender Daniel og Omid fra sit engagement i det tværkulturelle arbejde i Bethesda i København. Både Jens og Helge udtrykker stor glæde over alt det, de har fået gennem deres møde med flygtninge. Men de er også tydeligt frustrerede over de danske myndigheders håndtering af sagerne.



Læs bladet her:

Kommentarer


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter