Indre Missions Tidende

04.05.2018

Der er mange nuancer i spørgsmålet om Israel

Spørgsmålet om Israels plads i frelseshistorien skiller vandene. Derfor er det vigtigt med respekt for hinandens forskellige holdninger




Når jeg som rejseleder i Israel skal vurdere, hvorfor vores rejsedeltagere så gerne vil til netop Israel, er der ingen tvivl: De er der for at besøge det geografiske område, hvor Gud lod meget store dele af frelseshistorien udspille sig. At stå på det bjerg, hvor Elias …, at sejle på den sø, hvor Jesus … osv. Det er bestemt først i anden række, at de er interesserede i staten Israel og i det jødiske folk, sådan som det er nationalt og globalt i 2018.

Landet

Bibelen omtaler aldrig nødvendigheden af pilgrimsrejser til Det Hellige Land. Man kan på nøjagtig samme vilkår leve med Kristus, hvad enten man har sat sine ben i landet eller ej. Alligevel oplever mange en velsignelse ved at besøge landet. Man får på en særlig måde et indtryk af den sandhed, som Bibelen klart forkynder: Guds frelseshistorie er netop historisk. Den skete helt konkret i kød og blod og sten og støv og søvand. Det er absolut virkeligt. Samtidig får mange nogle stærke følelsesmæssige indtryk ved at meditere over begivenhederne, når de er på netop det geografiske sted, hvor det skete.

Staten og folket

Indtil nu tror jeg, at stort set alle lutherske kristne vil være rimeligt enige med mig. Når jeg skriver "lutherske", er det, fordi vores brødre og søstre i andre kirkesamfund har forskellig vægtlægning på ydre symboler. For nogle gør det virkelig en afgørende forskel, om man har været i Det Hellige Land og fået en salvedug med hjem fra Gravkirken.

    De store uenigheder i lutherske sammenhænge opstår, når vi skal se på vigtigheden af staten og folket. Her er virkelig mange nuancer, og selv ikke en meget længere artikel kan yde retfærdighed til de mange argumenter, der skal i spil. Men jeg vover et forenklet rids for at skabe overskuelighed for de mange af os, der ikke er inde i alle disse ting. Jeg vover også at sige, at man ofte i kraft af netop det kirkelige miljø, man kommer i, ser det som en selvfølgelighed, at det "Israels-syn", man har, er det eneste rigtige. I min optik rummer NT og den lutherske tradition mulighed for at se forskelligt på dette. Det bør vi respektere – og også anerkende, at vi muligvis ikke har hele sandheden på dette område.

Gud ske lov er vi vel helt forbi den mørke periode i kirkens historie, hvor det jødiske folk blev ringeagtet og betragtet som en fjende

    Gud ske lov er det heller ikke noget, der har betydning for, om vi kan leve sammen med Kristus. Det er vel også derfor, der aldrig er truffet klare afgørelser i disse spørgsmål i form af bekendelsesskrifter eller lignende.

Folket

Der er enighed om, at det jødiske folk var et afgørende redskab i Guds frelsesplan frem til Jesus' fødsel. Uenigheden drejer sig om, hvad der skete med folkets status i forhold til Gud og frelsesplanen, da Jesus kom. Der er vel to poler med hver deres mange underafdelinger:

     "Pol A" mener, at folket bevarer fuld status ligesom før Jesus. "Pol B" mener, at den kristne menighed overtager alle løfter og hele den status, som i GT tilkommer det jødiske folk.

    De fleste i dag er et sted mellem A og B, men uenigheden fremkommer, ved at man ofte er noget nærmere den ene pol end den anden. Alle arbejder med Bibelen ud fra det bibelsyn, at alt i Bibelen er fuldt troværdigt. Desværre kan man opleve, at nogle er så sikre på deres egen tolkning, at de mener, at enhver kristen, der når frem til en anden tolkning, nødvendigvis må have et andet syn på Bibelen.

    I A-lejren vil man ofte mene, at de løfter, der i GT gives til Israel, om at de igen skal opnå samme geografiske og politiske storhed som under David og Salomo, skal gå bogstaveligt i opfyldelse for det etniske jødiske folk, inden Jesus kommer igen. I B-lejren vil man oftest mene, at disse løfter drejer sig om hele Guds folk – altså også de kristne, der ikke er etniske jøder – og at opfyldelsen sker, når Jesus kommer igen med den nye jord.

    A-lejren har fokus på, at det jødiske folk stadig i særlig grad er Guds øjesten, mens B-lejren mener, at vi alle har samme plads i Guds hjerte. A mener, at jøderne stadig har en central rolle at spille i frelseshistorien, mens B mener, at deres særlige rolle ophørte, da de havde ført Guds ord frem gennem tiderne, og Jesus var født ud af folket.

    Vi kan spørge: Har enhver etnisk jøde det løfte over sig, at Gud selv vil sørge for, at alle jøderne vil omvende sig, når den fastsatte tid kommer? Skal vi altså lade Gud om at tage sig af jøderne, og så tager vi os af hedningerne? Eller skal vi evangelisere over for jøderne på nøjagtig samme niveau, som vi evangeliserer over for alle andre, der ikke lever i troen på Kristus? A er ikke glad for at tale om "mission blandt jøder", hvilket B med stor frimodighed gør. Mange fra A-lejren – men ikke alle – vil se det omvendte Israel som en afgørende faktor under "Tusindårsriget", som A og B ofte også er ret uenige om.

    Gud ske lov er vi vel helt forbi den mørke periode i kirkens historie, hvor det jødiske folk blev ringeagtet og betragtet som en fjende, fordi de slog Kristus ihjel. Selv om jøderne var Paulus´ absolut værste fjende på hans missionsrejser, havde folket stadig en kæmpe plads i hans hjerte, og han græd over deres uimodtagelighed over for budskabet om Kristus! Så antisemitisme må udelukkes fra begge poler og alt imellem dem.

Staten

Selv om variationerne er rigtig store, kan man vel med rimelighed sige: A-lejren vil oftest føle en stærkere solidaritet med den nuværende stat Israel, end B-lejren vil. Næsten alle vil vel sige, at ligesom Guds folk i GT-perioden langt fra altid fulgte Guds vilje, så er staten Israels beslutninger i 2018 bestemt ikke altid lig med Guds vilje.

Mon ikke vi alle egentlig ønsker at leve i den balance, hvor vi anerkender vores forskellige tolkninger

    Men i hvor høj grad skal man se de nuværende politiske spændinger som et led i den åndelige krig mellem Guds folk og Satan? Og dermed også: I hvor høj grad skal man som kristen altid "holde med Israel" i de nuværende politiske konflikter? Og det helt store spørgsmål: Hvis der opstår krig, og Israel trues på sin eksistens, er det så i virkeligheden Åb 20,7-8, der opfyldes? "Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand."

Balanceret anerkendelse

Vi oplever undertiden, at A anklager B for ikke at tage hele Bibelen lige alvorligt ved at nedtone udsagn, som A mener at have den eneste klare tolkning af.

    Vi oplever også, at B anklager A for at blande to pagter sammen. De har simpelthen ikke helt set, at når det drejer sig om frelse og det at være Guds folk, så er forholdet til Kristus den eneste afgørende faktor.

    Mon ikke vi alle egentlig ønsker at leve i den balance, hvor vi anerkender vores forskellige tolkninger og samtidig ikke mistænkeliggør hinanden?

 


Artiklen er en del af et tema, som også omfatter:

Det var stort at være i Gravhaven

Tine og Bent Møller tog deres børn med til Israel for at give dem et møde med Bibelens verden



Gud opfylder sine løfter til Israel

Staten Israels oprettelse er en opfyldelse af Guds løfter til Israel og et led i Gud frelsesplan for hele verden

 

Det jødiske folk har også brug for Jesus

Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Jesus er alt for alle eller slet ikke noget for nogen

 


Læs hele temaet i impuls nr. 9/2018 online her.



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter