Indre Missions Tidende

26.01.2018

Du skal forvalte dine talenter

Gud ønsker, at vi skal have i overflod. Derfor kalder han os til at være i tjeneste for ham.




Et interview med konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler Michael Dilling Nørgaard om søndagens evangelietekst.

Hvorfor får tjenerne ikke samme antal talenter?

Vi har alle sammen fået forskellige evner og muligheder, og vores fornemmeste opgave er at være tro, både i det små og det store. Mange af os har det nok som manden med den ene talent: Vi føler ikke, vi har noget at komme med. Måske er den med den ene talent den, der har den største og mest afgørende betydning, men ofte kommer vi til at sammenligne os med dem med mange talenter og tænker: "Hvad nytter det overhovedet?". Men Jesus ønsker, at vi skal være i tjeneste for ham.

    Hvad er tjeneste så? Det hænger sammen med talenterne. Talenterne er frelsen og nåden. Det er gaver fra Gud, som vi skal forvalte ved at leve et kristent liv i vores hverdag, som smitter af på mennesker omkring os. Hvordan gør vi det? Ja, hvad gør Jesus? Han spreder glæde og kærlighed, giver omsorg og opmærksomhed. Det er tjeneste. Det ser ikke ud af noget, men det er det!

Det virker enormt provokerende, at den tredje tjener skal straffes med at blive frataget alt, og at den første tjener, der har mest, ovenikøbet får mere. Hvorfor er Gud uretfærdig?

Det er rigtigt, at det virker uretfærdigt i et menneskeligt perspektiv, og det skriger i os, når vi læser teksten. Vi har alle sammen fået et liv af Gud. Det har vi, uanset om vi tror på ham eller ej. Men dem, der har taget Gud til sig, har en stor løn i vente i Himlen. Overlæggeren for det, vi er sat i vente, er sat så højt, at vi ikke kan forstå det.

    Pointen er, at vi skal være klar! Teksten her ligger i forlængelse af lignelsen om de ti brudepiger, og begge tekster handler om, at det er nu, vi skal holde os klar, for vi ved ikke, hvornår Jesus kommer tilbage. Det er nu, vi har mulighed for at få del i overfloden. Og det er også provokerende, for hvorfor viser manden i lignelsen ikke sin tjener barmhjertighed? Fordi Jesus vil understrege, at for Gud er det ikke et "både-og", det er et "enten-eller". Der er to udgange af denne verden, og Gud vil, at vi skal forstå, at det er sådan, det er.

    Det er skræmmende, at der er nogen, der ikke skal med. Jeg kan selv tænke: "Er det mon mig? Forvalter jeg ikke mit talent godt nok?" For det er ikke altid lige let for mig at være kristen. Men samtidig er der en glæde og en fred at hente i det skræmmende: Gud ønsker, at vi skal have i overflod. Manden i lignelsen stillede ikke krav om 100 procent afkast. Det gør Gud heller ikke, men han kræver troskab. Lignelsen rummer to ting: Der kommer en dom, og vi er kaldet til at dele ud af gaverne.

Hvordan deler vi ud af gaverne?

Vi er kaldet til at fortælle om Gud på forskellige måder. Nogle er prædikanter, og nogle bruger slet ikke ord, men handlinger; smil, venlighed og omsorg. For hvad er Guds rige egentlig? Guds rige er ikke ord, vi skal have fortalt, men kraft! Gud har iklædt os Helligånden, der er den kraft, der skal hjælpe os med at få talenterne til at give afkast. Og det er en stor trøst at vide, at det ikke er ved vores egen kraft, men ved Guds kraft, at hans rige vokser.

    Samtidig har Gud ikke lovet, at det skal være overkommeligt. Vi skal tværtimod være risikovillige – med livet som indsats, selvom det lyder lidt voldsomt. Som mennesker kan vi dække os ind med pensioner og forsikringer osv., og det er rigtig fornuftigt. Men med Guds rige er det anderledes. Nogle gange skal vi derud, hvor vi må gå i tro. Det kan være svært at forholde sig til, for i vores del af verden har vi lov til bare at være. Og det kan være en sovepude for os. Men Gud ønsker, at vi skal sætte vores liv ind på det her, så vi får vores afkast, som er Himlen.

    Det giver perspektiv på livet. Måske tænker vi som tjeneren med den ene talent, at det er alle andre, der har det gode liv, og at alle mine anstrengelser alligevel ikke nytter noget. Derfor hyttede han sit eget og levede ikke risikofyldt, fordi han ville være sikker på, at han ikke gjorde noget forkert. Men det er ikke det, der tæller i sidste ende: Vi har faktisk noget at leve for, noget som er udenfor os selv.

Evangelieteksten til Søndag septuagesima

Jesus sagde: "Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren."


Matt 25,14-30



Læs bladet her:

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter