Engang var her mange kristne - indremission.dk
Indre Missions Tidende

11.05.2014

Engang var her mange kristne

Et besøg i mange spændende kirkerum hører med, når man gæster Kappadokien i det centrale Tyrkiet. Men kristendommen er væk




Den kristne kirke fik meget tidligt fodfæste i Kappadokien i det indre af Lilleasien. Man kunne komme til stedet ved at rejse ad Silkevejen, som førte fra Efesos ved Middelhavet helt ud til det fjerne Orienten.

    På Det Nye Testamentes tid var der en stor jødisk koloni i Kappadokien. Folk fra Kappadokien er nævnt mellem dem, der hørte og forstod Peters pinsetale (ApG 2,9).

    Peters Første Brev begynder med ordene: "Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien ..." De kristne har altså allerede på det tidspunkt været så organiserede, at man kunne sende et brev til dem.

Paulus var i nærheden

Ikonion og Lystra er de steder i Apostlenes Gerninger, hvor Paulus er tættest på landområdet Kappadokien (ApG 14). De kristne i Kappadokien kan godt have hørt Paulus, når han var der eller i det galatiske land (ApG 16,6).

    Hvis man i dag vil besøge Kappadokien og se sporene efter de mange kristne, skal man til Tyrkiet. Området ligger omkring 600 km. inde i landet fra Middelhavskysten. Foregår turen i bil eller bus, passerer man måske Ikonion på vejen (ApG 14,1). Det hedder i dag Konja.

    Kappadokien er en højslette. Den er for en stor dels vedkommende blevet til ved lava, støv og aske fra de tre store udslukte vulkaner, den er omgivet af. De vulkanske aflejringer har ført til fantastiske landskaber, som især findes omkring den centrale by Göreme.

Huleboere

Når vulkansk aske hærder, bliver det til stenarten tuf, der er så blød, at man let kan bearbejde den, og alligevel så hård, at den kan anvendes til byggeri.

    Tuf nedbrydes gennem århundrederne af vind og vejr. Det er baggrunden for områdets særprægede bjerglandskaber.

    Som noget helt specielt opstod der meget tidligt en tradition i Kappadokien for at udhugge huler til beboelse i de særprægede klippeformationer. De ældste fund af hulebeboelser går tilbage til den tid, hvor hebræerne vandrede i ørkenen fra Egypten mod Kana'ans land.

    Det var ikke en nødløsning at bruge huler til beboelse. Den porøse klippe isolerer godt, og den er billig og nem at indrette til beboelse. På en måned kunne en enkelt mand udvide boligen med et rimeligt stort rum, og han skulle ikke skaffe byggematerialer.

Arkitektur

Ved at studere hulernes arkitektur kan man bestemme, hvilken periode de stammer fra. At stå inde i en hulekirke fra den byzantiske periode er som at stå inde i en muret kirke fra samme periode.

    Hulebyggerne efterlignede nemlig de murede huse helt ned til mindste detalje. I kirkerne er der søjler, selv om de ikke har nogen bærende funktion, og der er hvælvede lofter, selv om de i hulerne lige så godt kunne være flade.

    De mere end 400 kendte kirker i området har fået forskerne til at mene, at der i høj grad var tale om klostre. Der har været klostre, men i dag hælder man mere til, at de fleste huler har været almindelige beboelser, hvor man så lavede sig et kirkerum eller kapel i tilknytning til boligen.

    Mange af hulekirkerne er dekoreret med flotte freskoer. Langt de fleste er fra den byzantinske periode. Mange er forbavsende velbevarede. Der er visse steder spor efter hærværk, og man kan se, at turister har sikret sig et lille stykke af væggen og freskoen som souvenir.

    Øjnene er ridset væk på mange af personerne. Det er muslimernes værk, for de accepterer ikke øjne på hellige steder.

Kirken døde ud

I kirkens første århundrede blomstrede kristendommen rigt i Kappadokien som i det øvrige Lilleasien. I det tredje århundrede var kirkens centrum her. Tre af oldkirkens kirkefædre kom fra området.

    I det sjette og syvende århundrede blev Kappadokien invaderet af perserne. Derefter kom araberne i det niende århundrede. I det tiende og ellevte århundrede havde Kappadokien en blomstringstid som forpost i det byzantinske rige med stærke bånd til Konstantinopel (Istanbul), som var hovedstad og kirkens centrum.

    I 1071 kom tyrkerne - også kaldet seljukkerne. De var muslimer som accepterede de kristne, men de gjorde forbindelsen til Konstantinopel umulig. Kirken begyndte at dø ud, og efter år 1300 findes der ingen spor efter de kristne.

Underjordiske byer

Ud over de boliger, som er udhugget vandret ind i klippeformationerne, er der også underjordiske byer. De kan være i flere etager under hinanden, og de har forskellig størrelse.

    Mange af huleboligerne er lavet, så de var lette at forsvare, men i ufredstider var de underjordiske byer mere sikre. En hel by havde måske kun én indgang, og den behøvede ikke være mere end en kvadratmeter. Det gjorde byen let at forsvare, hvis den blev opdaget.

    I de underjordiske byer var der opmagasineret forråd, så beboerne kunne klare sig i op til tre måneder uden at komme op. I forfølgelsestider har kristne også søgt tilflugt i sådanne underjordiske byer eller fæstninger. Der er fundet kirkerum i mange af dem.

    Man har kendskab til cirka 150 underjordiske bosættelser. Op mod 40 af dem har en størrelse, så de kan kaldes byer.

Teksten er blandt andet baseret på artikler i tidsskriftet Odyssey (fall 1998) af Veronica Kalas og Robert Ousterhout, og på turistbogen "Cappadocia - Craddle of History" af Ômer Memir.

Oplev Kappadokien

I slutningen af september 2014 er der mulighed for at opleve Kappadokien på Felix Rejsers tur til Tyrkiet.



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter