Indre Missions Tidende

09.02.2018

Eva vil gøre alt for at blive i Thy

Sjællænderen Eva mødte IMU og en ung thybo, og hun blev i Thy. I dag er hun mor til tre og engageret i Indre Mission i Thisted og Thisted Bykirke




Eva mødte IMU og en ung thybo, og hun blev i Thy. I dag er hun mor til tre og engageret i Indre Mission i Thisted og Thisted Bykirke

Eva Linnea Larsen var 18 år, da hun satte sig i toget i Frederikssund med kurs mod Thy uden at vide, hvor det lå i Danmark. Fire en halv time senere stod hun ved endestationen i Thisted klar til et arbejde som ung pige i huset hos en kristen familie.

    "Mit første indtryk var, at det var langt ude, og at det stormede," husker Eva, der havde forestillet sig, at hun efter et år skulle tilbage til Sjælland og begynde at udleve sin drøm om at bo og studere i København. Men sådan gik det ikke, for hun stødte ind i en gruppe IMU'ere og en thybo ved navn Daniel.

    "Jeg boede sammen med en pige, som spurgte mig, om jeg ville med i IMU i Vang. Det var et megagodt fællesskab, hvor jeg havde det rigtig godt," fortæller Eva. Alle trivedes så godt, at der gik kærlighed i den.

    "Vi var en masse unge, som fandt sammen på kryds og tværs," fortæller Eva, der blev kæreste med Daniel. Ikke lang tid efter blev de gift og købte et nedlagt landbrug lidt uden for Thisted.

    "Det var meget mærkeligt at blive gift med en thybo. Jeg skulle lige vænne mig til, at der ikke var så meget 'tju-hej' over det. Han er meget mere rolig end mig."

Tre timers transport

I dag er Eva 31 år og mor til tre. Familien er engageret i Indre Mission i Thisted og i Thisted Bykirke. Derudover er hun gået i gang med en to-årig uddannelse som grafisk designteknolog i Aalborg.

    "Der skulle ske noget i mit liv, og jeg duede ikke til at gå hjemme. Jeg gik i gang med at afsøge mulighederne for en uddannelse, som jeg havde lyst til, og som kunne kombineres med familien. Der er ikke lige så mange uddannelsesmuligheder heroppe, hvis man ikke vil være pædagog eller sygeplejerske. Det betød, at jeg skulle til Aalborg for at studere det, jeg gerne ville arbejde med," forklarer Eva, der havde sin mands opbakning til at gå i gang, for det er ikke uden omkostninger.

    Hver dag bruger Eva tre timer på transport, som hun udnytter til at høre lovsange og bibeltimer. Men det betyder, at hun nogle aftener først når hjem, når børnene skal puttes.

    "En normal dag foregår på den måde, at jeg bringer børnene i børnehave og dagpleje, inden jeg kører til Aalborg. Daniel henter børnene, når han får fri fra sit arbejde som landmand. Jeg når hjem til, at vi kan være sammen om at lave aftensmad," siger Eva.

    "Det er hårdt at mærke, at børnene reagerer på, at de ikke ser mig så meget. Måske skulle jeg være gået i gang med uddannelsen noget før, men det var nu, jeg følte mig klar."

Lovsange for alle aldre

"Det er en megahård uddannelse, som betyder, at jeg har været nødt til at skære ned i mine opgaver i det kristne fællesskab," fortsætter Eva, der sommetider er mødeleder ved torsdagsmøderne i Indre Mission. Hun er også med i bestyrelsen for Thisted Bykirke og i lovsangsbandet, der medvirker ved gudstjenesterne.

Jeg har det så godt i det kristne fællesskab, at jeg slet ikke tænker på alder.

    "Det er fedt at synge lovsange, og det er en spændende udfordring at finde sange, der passer til alle aldre. Vi vil gerne favne alle i menigheden," forklarer Eva.

    Familien er en fast del af valgmenigheden, og hele familien eller én af forældrene er der næsten altid til torsdagsmøderne.

    "Det er svært i en travl hverdag med små børn, at hele familien kommer af sted til møde. Derfor er vi nogle, der har foreslået bestyrelsen at lave familieaftener tidlig torsdag aften med forkyndelse, aktiviteter og spisning. Bestyrelsen var med på det," siger Eva.

    "Det er vildt dejligt, at IM er åben for nye ideer, og at vi som unge familier mærker, at vi har indflydelse."

    Familien sætter stor pris på, at alle deres kristne aktiviteter er samlet i missionshuset.

    "Det gør tingene lettere for os," understreger Eva. Det er både små og store, der trives i det kristne fællesskab.

    "Børnene ser frem til at komme med i missionshuset, hvad enten det er til møder eller gudstjeneste. Det er vigtigt for os, at de føler, at det er deres sted, hvor de kan føle sig trygge," siger Eva.

    "Vi savner ikke, at der er flere unge familier, for at vi kan trives. Jeg vil sige, at jeg har det så godt, at jeg slet ikke tænker på alder. Jeg har det godt med IMU'erne, teenfamilierne og seniorerne."

Vi mangler ikke noget

Det gode kristne fællesskab er en af grundene til, at familien trives i Thy.

    "Vi føler ikke, vi mangler noget. Vi har et godt netværk, og der er børneklub og juniorklub. Vi har ikke lyst til at begynde forfra et andet sted. Jeg tror, at hvis vi kom til et større fællesskab, så ville vi let kunne blive en del af mængden. Her er der brug for os, og det kan vi godt lide," forklarer Eva, der er kommet til at holde af vinden og det rolige tempo.

    "Jeg føler, at det er her, jeg hører til. Det er mit hjem."



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter