Fisk bider når og hvor de vil

INTERVIEWPRÆDIKEN: Det er altid Guds fortjeneste, når et menneske begynder at følge ham, men vi kan få lov til at være hans redskaber

Villy Sørensen har fået mere tid til at dyrke sin interesse for lystfiskeri, siden han for seks år siden gik på pension efter 43 år som missionær i Indre Mission. Han bruger dog stadig en stor del af sin tid på at fortælle om Jesus i landets missionshuse, og hvor han ellers møder mennesker, for tjenesten som menneskefisker bliver man aldrig pensioneret fra.

    I søndagens evangelietekst får tre erhvervsfiskere et møde med Jesus og et kald, som forandrer deres liv. Det kan Villy sagtens identificere sig med.

    »I kapitlet forinden hører vi, at Jesus har helbredt Simons svigermor, så han har i hvert fald erfaret, at der var magt i Jesus’ ord. Det er måske årsagen til, at han gør, hvad han bliver bedt om, da Jesus kommer ifølge med en folkeskare og henvender sig til dem. En årsag kan også være, at han spørger, om han må låne Simons båd og bruge den som talerstol. På en måde gør han ham til medarrangør af mødet ved søbredden,« siger Villy.

Guds nærvær vækker rædsel

Simon har flere indsigelser, da Jesus beder ham om at sejle ud og kaste garn ved højlys dag. Det virker som et tåbeligt råd, og Simon værner da også om sin faglige stolthed med understregningen af, at han kun gør det, fordi det er Jesus, der beder ham om det.

    De fanger så mange fisk, at bådene er ved at synke, og fiskerne bliver grebet af rædsel.

    »Det går op for dem, at der ikke findes nogen naturlig forklaring på det, der sker. Den eneste forklaring må være, at Jesus er den, han siger, at han er. Den opdagelse gør dem bange,« siger Villy.

    »Vi ser mange steder i Bibelen, at mennesker bliver bange, når de oplever Guds nærvær. Det kender jeg også fra mig selv. Det er rædselsvækkende for Simon at opdage Guds nærvær. Han ved jo alt om ham, og hans synd bliver pludselig en dyb kløft i forholdet mellem ham og Jesus. Derfor falder han på knæ og siger: ‘Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand’. Men i virkeligheden har han lyst til at råbe det modsatte: ‘Bliv hos mig, Herre, for jeg kan ikke leve uden dig’.«

De andres skyld

Ifølge Villy er det en tendens i vores tid, at mennesker ikke kan få lov til at være syndere.

    »Det er altid samfundets skyld, politikernes skyld eller de andres skyld, og det smitter desværre af på menneskers fortællinger om deres møder med Gud. Synd, skyld, forsoning og kors fylder ikke lænså meget i menneskers vidnesbyrd. Jeg tror desværre, det hænger sammen med, at vi ikke får lov til at være skyldige og derfor heller ikke oplever så meget behov for syndernes forladelse,« funderer han.

Gud ved, hvor det er godt at fiske, og hvem der er klar til at tage imod kaldet

    Jesus kalder Simon og de andre fiskere til at være »menneskefiskere«, og de reagerer prompte ved at forlade deres både og følge ham.

    »Når Gud kalder, kan man ikke udbede sig betænkningstid. Så følger man kaldet, eller også gør man det ikke. Jesus understreger det stærkt i Matthæusevangeliet 8,21-22, hvor én beder om lov til at begrave sin far, før han kan følge Jesus. Men Jesus svarer: ‘Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.’ Det er ikke sikkert, at kaldet kan føres ud i livet med det samme, men afgørelsen kan ikke udsættes.«

Guds fortjeneste

Det kan give forkerte associationer at tale om madding og om, at nogen skal bide på krogen, men for Villy er der mange ligheder mellem det, han oplever som lystfisker, og det, han har oplevet som missionær.

    »Fisk bider, når de vil, og hvor de vil. Den ene dag kan man fange fisk på et cigaretskod, mens det andre dage er umuligt, uanset hvad man sætter på krogen. Du kan give fisken mulighed for at bide, men du kan ikke bestemme, hvornår den skal lukke munden op,« fortæller han.

    »På samme måde kan vi ikke bestemme, at nu skal et menneske tro og omvende sig. Det er den enkeltes ret at afgøre det. Og det eneste, vi kan gøre, er tålmodigt at være hos dem med tro og omtanke,« siger han.

    »Det er altid Guds fortjeneste, når et menneske begynder at følge ham, men vi kan få lov til at være hans redskaber. Gud ved, hvor det er godt at fiske, og hvem der er klar til at tage imod kaldet. Derfor må vi stille os til rådighed for ham og bede om visdom til at sige og gøre det rigtige. Nogle gange kan det rigtige være at bede om lov til at låne en båd eller en trillebør,« smiler han.

    »Andre gange er vi nødt til at sejle ud og kaste garn igen, selv om det kan virke håbløst. Vi er gode til at udtænke nye metoder og kampagner, men somme tider glemmer vi den ældste og mest velafprøvede metode, nemlig at bede og meget gerne fortælle mennesker, at vi beder for dem. Jeg er flere gange kommet træt hjem uden at have set noget resultat af mine anstrengelser, og så har det slået mig: ‘Villy, huskede du at bede?’ Og så ved jeg godt, at jeg må afsted igen og kaste ‘snøren’ ud endnu en gang.«

Evangelieteksten til 5. søndag efter trinitatis er fra Luk. 5, 1-11. Læs den online hos Bibelselskabet.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer