Grænseland og bibelbælte - indremission.dk
Indre Missions Tidende

04.05.2014

Grænseland og bibelbælte

Ukraine er et åndeligt lyspunkt i Øst. Men det er udfordret af, at det altid har været et grænseland




Der har været meget fokus på Ukraine i den sidste tid. Årsagen til landets aktuelle splittelse kan findes i dets kirkelige og historiske baggrund.

    Midt i det hele er Ukraine et åndeligt lyspunkt i Øst. Et bibelbælte hvorfra evangeliets lys er blevet spredt til andre. Der er grund til at bede om, at den nuværende politiske uro ikke må føre til, at missionsarbejdet vanskeliggøres - men snarere, at krisen må føre ukrainerne tættere på ham, der er verdens lys.

    Ukraines udfordring er det forhold, at man altid har været et grænseland.
Mellem øst og vest, syd og nord
Ukraine betyder "grænseområde", for det ligger i grænselandet mellem Europa mod vest og Asien mod øst, mellem det muslimske Tyrkiet i syd og det kristne Rusland i nord.

    Landet har ingen særlige naturlige grænser, og grænsedragningerne har derfor også varieret. Forskellige despoter har skaltet og valtet med befolkningen i Ukraine-området, og påført det store lidelser, bl.a. i Stalin-tiden. I det følgende vil jeg give enkelte eksempler på, hvordan fortidens gamle historie spiller ind i nutidens konflikt.

Den ortodokse tro

I Kiev havde den russiske stat og kirke sin fødsel, da storfyrst Vladimir i 988 valgte at slutte sig til den kristne tro i græsk-ortodoks udgave. Russernes område var ikke nær så stort som i dag, og dækkede dele af nutidens Rusland, Hviderusland og Ukraine.

    Denne stat, der dengang havde Kiev som hovedstad, blev altså kristnet nogenlunde samtidigt med Danmark - men fik en ortodoks kirke. Denne har siden været et fast holdepunkt for det russiske folk, også i de lange tider, hvor man var underlagt magter med anden tro (f.eks. mongolske muslimer og ateistiske kommunister).

    Det samme gælder Ukraine. Også i dag er den største del af Ukraines befolkning (61 procent) knyttet til den ortodokse kirke, der knytter mange ukrainere tæt til Rusland. Den fælles historie får mange til at lægge vægt på det uløselige bånd mellem Rusland, Ukraine og Hviderusland.

Det østlige Ukraine

I det østlige Ukraine er forbindelsen til Rusland særlig tæt. Efter at mongolske muslimer havde regeret over området i århundreder, kom det i 1500-tallet ind under zardømmet i Moskva, hvor det nyskabte russiske rige fik sin hovedstad.

    Dele af Øst-Ukraine har senere med held kæmpet for at blive under Rusland og ikke komme under et vesteuropæisk land - tankevækkende i lyset af den aktuelle stemning i Øst-Ukraine, som er imod EU og NATO og andet vesteuropæisk.

    Området hørte til Rusland frem til Sovjetstatens oprettelse efter Første Verdenskrig, hvor området blev en del af den ukrainske sovjetrepublik. I Sovjettiden betød det dog mindre, hvilken af sovjetrepublikkerne, man hørte til.

    Da Ukraine i 1991 blev et selvstændigt land, befandt de overvejende russisk-sindede folk i Øst-Ukraine sig pludselig i et andet land end Rusland. Da Ukraine i 2014 fik en vestligt-orienteret regering vakte det stærk modvilje i Øst-ukraine, der hele tiden har været mest orienteret mod Rusland og Moskva.
Krim

Nede ved Sortehavet var historien en helt anden. Halvøen Krim og sortehavskysten er uden for det område, der fra gammel tid var russisk. Dernede fandtes derimod muslimske stater og først i løbet af 1700-tallet, da Rusland udvidede sit territorium mod øst og syd, blev også Krim og hele Sortehavskysten en del af Rusland.

    Befolkningen på Krim, tatarerne, var dog fortsat muslimer. Den hensynsløse Stalin flyttede siden alle tatarer til Sibirien og lignende steder og lod russere flytte ind i deres sted. Først efter kommunismens fald er en del af disse Krim-tatarer vendt tilbage til halvøen. I hele Ukraine regnede man nu kun med en procent muslimer.

     Selve halvøen Krim blev i 1954 flyttet fra den russiske sovjetrepublik til den ukrainske sovjetrepublik. Det var der nok ikke mange danskere, der lagde mærke til. Til gengæld har det vakt megen opmærksomhed, at beboerne på Krim i 2014 ved en pludseligt arrangeret folkeafstemning valgte at stemme sig tilbage til Rusland

Vest-Ukraine

Den katolske kirke tæller 10 procent af befolkningen i Ukraine, og det har en særlig historisk forklaring. I 1600-tallet kom store dele af Ukraine-området med dets ortodokse befolkning ind under stormagten Polen-Litauen, hvis ledelse var romersk-katolsk.

    Den katolske ledelse søgte at presse befolkningen ind i pavens kirke. Resultatet blev et kompromis: En græsk-katolsk kirke. "Græsk-katolsk" betyder, at de er "græske" med henseende til liturgi og kirkeordning, men "katolske" for så vidt som de anerkender paven og er en del af den romersk-katolske kirke.

    Siden Anden Verdenskrig, da området kom under sovjetisk styre, søgte disse med hård hånd at underkue den græsk-katolske kirke. Det lykkedes ikke. Efter 1990 er kirken genopstået og har spillet en vigtig rolle i dannelsen af en særlig ukrainsk identitet, som modsætning til det russiske.

En særlig ukrainsk nationalitet

Siden 1800-tallet, hvor nationalfølelsen vågnede overalt i Europa, var der også et voksende fokus på ukrainsk nationalfølelse.

    De nationale følelser har splittet det ortodokse flertal af den ukrainske befolkning. De er nok enige om troen, læren og kirkens liturgi, men indbyrdes splittede omkring kirkens organisering. De fleste ortodokse føler sig fortsat knyttet til den russisk-ortodokse kirkes patriark i Moskva (cirka 50 procent af befolkningen), men andre knytter sig til en særlig Ukrainsk-ortodoks kirke (fra 1992) med egen patriark. (cirka 10 procent).

    Atter andre dannede i kommunismens tid en uafhængig ortodoks kirke, som stadig findes (2 procent).

Ukraines evangeliske kristne

I det vestlige Ukraine, der før Anden Verdenskrig hørte under Polen eller Østrig, var der religionsfrihed og et levende evangelisk menighedsliv voksede frem. Da området kom under Sovjet i 1945, boede halvdelen af alle Sovjetunionens evangeliske kristne her.

    Under kommunismen oplevede de strenge forfølgelser og folkeforflyttelser, men de kristne holdt ud og høster nu frugten i form af kraftig vækst. Efter kommunismens fald og Ukraines uafhængighed i 1991 er talrige nye menigheder skudt op. Det er især pinsefolk og andre karismatiske grupper, der har haft fremgang, selvom der også er mange baptister og andre protestantiske kirker.

    Væksten har været særlig stor siden årtusindskiftet. I dag regner man med ikke mindre 2 millioner evangeliske kristne i landet.

Rigt menighedsliv med mission

Fra Ukraine blev der allerede i kommunismens tid udført missionsarbejde i andre dele af Sovjetunionen. Som så ofte før i kirkens historie var onde magthaveres tvangsforflyttelser indirekte med til at udbrede evangeliet. Sådan også i Sovjet-tiden, hvor fordrevne ukrainske kristne forkyndte evangeliet i fangelejre og de steder, hvortil de var forflyttet. I de friere forhold efter 1991 er missionsarbejdet udvidet.

    Et rigt menighedsliv udfolder sig hjemme i Ukraine. Hundredvis af nye evangeliske menigheder er skudt op.

    En særlig historie udgør de afrikanske kristnes præg i Ukraine. Sovjetregimets forsøg på kommunismens udbredelse i afrikanske lande fik mange afrikanere til at studere i Sovjet. Nogle af disse afrikanere var kristne, der drev mission og dannede menigheder.

    For nogle år siden lå Europas største enkeltmenighed i Kiev, startet af den omstridte afrikaner Sunday Adelaja. En aktuel liste over Europas største menigheder - dem med over 3000 kirkegængere pr. søndag – viser, at der er flest af disse i Storbritannien (ni), men de næste lande i rækken er Ukraine med tre sådanne kæmpemenigheder og Rusland med to, mens andre store europæiske lande som Tyskland og Frankrig kun har én sådan menighed hver.

     Lad os bede om, at den nuværende krise i landet ikke må hindre menighedsliv og missionsarbejde.

Ph.d. Kurt E. Larsen er lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter