Indre Missions Tidende

06.04.2018

Humor er en alvorlig sag

Sommetider kan en opdigtet historie kaste lys over en sand virkelighed




Da vi planlagde det nye Indre Missions Tidende, var vi i redaktionen enige om, at humoren skulle have mere plads i impuls. Ikke for at være sjove og useriøse, men fordi den gode humor kan være en døråbner og bane vej for et vigtigt budskab.

    Sådan blev "Misjonstidende" til, en artikelserie som med sit satiriske og komiske indhold er ment for sjov, men også til eftertanke. Historierne er opdigtede, hovedpersonerne eksisterer ikke, og begivenhederne, der fortælles om, har aldrig fundet sted. Men historierne er lavet for at sætte et selvkritisk fokus på den kultur og de aktiviteter, som tegner Indre Mission. De afspejler en virkelighed, som vi trods alt godt kan forestille os, og som derfor provokerer os til at spørge: Kunne det være foregået? Og hvorfor forarger det mig?

    Formålet med "Misjonstidende" er at give anledning til lidt smil, samtidig med at vi sætter nogle emner på dagsorden, som kan være vanskelige at behandle seriøst.

Humor kan misforstås

Vi har fået en del reaktioner på artiklerne, både fra læsere som er begejstrede for det komiske indslag i impuls, og fra læsere som er i tvivl om, hvordan de skal forstå artiklen. Når humor bliver misforstået, kan det blive en alvorlig sag, og det vil vi selvfølgelig gerne undgå.

    Vi har i dette nummer forsøgt at tydeliggøre, at der er tale om en falsk historie, som med et glimt i øjet giver anledning til lidt refleksion. For sommetider kan en opdigtet historie kaste lys over en sand virkelighed.

 


 

Her kan du læse "Misjonstidende" fra impuls nr. 7/2018:

Lederløs klub tager sagen i egen hånd

Børneklubben Spiren i Godsager har siden nytår stået uden leder, men det har ikke forhindret børnene i at mødes, som de plejer. De ugentlige samlinger er dog henlagt til niårige Sebastian Vinthers værelse, hvor 7-10 børn mødes hver torsdag til bibelhistorie og chokoladekiks. For nylig kontaktede Sebastian Vinther Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) og bekendtgjorde, at børneklubben fortsætter med ham som leder og kontaktperson, indtil en voksen leder er fundet.

    "Jeg synes, det ville være ærgerligt at lukke Spiren, bare fordi Gerda (den tidligere leder, red.) er stoppet. Det er jo ikke alle børn, der bliver taget med i kirke og sådan noget," forklarer Sebastian. "Faktisk kan vi også godt holde børneklub selv. Man skal bare have en børnebibel og en god fantasi."

    Hos DFS måtte man bøje paragrafferne en smule for at kunne registrere den unge kontaktperson, men landsleder Steen Møller Laursen glæder sig over børnenes initiativ.

    "Jeg synes, børnene klarer det rigtig flot, men vi betragter det stadig som en midlertidig løsning og håber, at en eller flere voksne meget snart melder sig som ledere i klubben," siger Steen Møller Laursen. For nylig blev han bekendt med en episode, som en voksen leder måske kunne have afværget.

    "Sebastian ville gennemgå vandringen på søen, og for at give børnene lidt føling med beretningen, tog han selv turen hen over isen på familiens havedam, mens resten af børnene så på. Det kostede en kold forskrækkelse og et par våde sko," siger Steen Møller Laursen.

    Trods mange forespørgsler er det endnu ikke lykkedes at finde én eller flere voksne ledere. De sidste 14 år har den nu 74-årige Gerda Rasmussen stået i spidsen for klubben, men kort før jul måtte hun stoppe efter en omfattende hofteoperation.



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk
Følg vores aktiviteter

indremission.dk bruger cookies. Læs mere Acceptér