Indre Missions Tidende

23.02.2018

I vildmarken fik Gud større plads

Astrid Hadberg fra Odense har fået et nyt syn på fasten, efter hun deltog i programmet "Alene i vildmarken"




I programmet "Alene i vildmarken" på DR1 fanger deltageren Astrid Hadberg markant flere fisk end de andre deltagere.

    "Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg lavede, da jeg satte nettet; det var ren intuition, at jeg satte det, hvor jeg gjorde. Jeg tror, Gud måske ville have mig til at fange mange fisk, så jeg havde et grundlag for at blive der og have nærvær med ham i længere tid. Men det blev klippet, som om de, der ikke tror på Gud, ingen fisk får, og jeg, der tror på Gud, får mange fisk. Jeg tror på, at vi får alt fra Gud, men jeg er ikke garanteret det, bare fordi jeg er kristen," siger Astrid om de mange fisk, hun fangede.

Udfordring med bonus

Nogle kunne måske fristes til at tro, at Astrid meldte sig til programmet for at vise det kristne flag. Men selvom hun håber, at hun har været et vidnesbyrd, har hun aldrig haft den slags bagtanker.

    "Jeg gjorde det for udfordringens skyld og på opfordring af bekendte," fortæller Astrid.

    Men som bonus fik hun også et tættere nærvær med Gud, da hun måtte undvære mange af de ting, hun er vant til at have i sin hverdag, også den daglige dosis af varieret kost.

    Selv om hun ikke har sultet eller manglet sine ting, mener hun, at man godt kan se oplevelsen som en faste.

I vildmarken følte jeg et behov for Gud, som jeg ikke på samme måde føler i min dagligdag

    "Jeg kender en, som syntes, han brugte for meget tid på Facebook og derfor fastede fra det. Det er egentlig en fascinerende tanke, at faste ikke nødvendigvis handler om mad, men at det også bare kan handle om at faste fra ting, der tager overhånd i ens liv," reflekterer Astrid.

    Tidligere har hun mest tænkt over faste på et mere teoretisk niveau.

    "Nu har jeg prøvet det på egen krop, og jeg kan skrive under på, at det virkelig er godt. Jeg tror, at det kan være vigtigt at faste i længere tid. Det kan godt tage mere end én dag at flytte sit fokus fra sine ting og over på Gud. Og i virkeligheden har jeg ikke brug for så mange materielle ting," mener hun.

Ikke ensom

Astrid er ikke i tvivl om, hvad der var sværest at undvære.

    "Det var hårdest at undvære andre mennesker. Det var egentlig ikke, fordi jeg følte mig ensom. Jeg vidste, at Gud var der. Men jeg savnede den fysiske kontakt med andre mennesker. At give nogen et knus eller bare at gå forbi andre mennesker på gaden," forklarer hun.

    En af de bedste ting ved oplevelsen var, at Gud fik lov at fylde mere for Astrid.

    "Jeg var afskåret fra min hverdag, så Gud fik en anden rolle i mit liv, end jeg normalt giver ham i min hverdag, hvor jeg har en tendens til at glemme ham, fordi jeg har travlt, og alt går godt. Jeg får ham nogle gange gjort til en statist, som jeg kan trække ind, når jeg har behov for ham. I vildmarken var alle basale behov skåret ned til et minimum, så Gud fik en meget større plads," fortæller hun.

    Deltagerne havde kun lov til at tage nogle bestemte ting med, og Bibelen var ikke en af dem. Derfor synger hun en del i programmet.

    "Sangene kom til at fylde rigtig meget for mig, for de siger også noget om, hvem Gud er," forklarer Astrid, som klart kan anbefale andre at tage nogle dage alene.

     "Det er jo i virkeligheden at faste, og faste er en god måde at give Gud tid på. Vi har alle brug for at blive mindet om, at vi har brug for Gud. Det var let for mig at falde tilbage i gamle mønstre, da jeg kom hjem igen. I vildmarken følte jeg et behov for Gud, som jeg ikke på samme måde føler i min dagligdag. Jeg gav for en gangs skyld Gud tid og rum til at tale med mig og fik lov til at opleve et nærvær med ham, som jeg ikke har prøvet før. Det var virkelig befriende og dejligt".

 


Om Astrid

Astrid Hadberg er 28 år og bor i Odense.

Hun studerer idræt og sundhed på Syddansk Universitet og har tidligere været sergent ved Forsvaret.



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter