Indre Mission i Aalborg satser på familierne - indremission.dk
Indre Missions Tidende

18.05.2014

Indre Mission i Aalborg satser på familierne

Bestyrelsens fokus på de unge familier har båret frugt




Det er rigtig svært at finde en parkeringsplads ved missionshuset Bethesda i Aalborg, men med en missionærs hjælp lykkes det. IMT's medarbejder når lige på plads, inden onsdagsmødet begynder den 30. april. Der er omkring 50 til møde, en del af dem er seniorer, men der er også flere unge familier repræsenteret.

    En af dem, Kirsten Bækgaard, har taget sine tre børn med, som tegner under talen.

    For nogle år siden flyttede hun til Aalborg, efter hun var blevet skilt.

    "Jeg fik en fantastisk modtagelse, og jeg har siden fået praktisk hjælp til ting, når jeg har haft behov for det," fortæller Kirsten, der arbejder som læge. "Jeg er rigtig glad for at komme her. Det er mit andet hjem."

    For tre år siden kom hun i bestyrelsen for Indre Mission i Aalborg.

    "Det var helt overvældende med den tillid, der blev vist mig," siger Kirsten, der peger på en udfordring, som fællesskabet har.

    "Vi er gode til at snakke med hinanden, men vi kan arbejde med at blive bedre til at snakke om åndelige ting."

Flere familier kommer

Tre af Kirstens bestyrelseskolleger dumper næste dag ind i missionshuset. En af dem er formanden, Ove Binderup.

    "Fremmødet i går aftes er meget typisk for det antal, der kommer til onsdagsmøderne. Det nye er, at antallet af unge familier ved møderne er steget lidt igen, og det glæder vi os over," forklarer formanden, der skønner, at der er 300 personer over 15 år, som benytter tilbuddene i Bethesda. Det gælder blandt andet 20 helt unge familier og det samme antal teenagefamilier og omkring 50 seniorer.

    Onsdagsmødet den 1. maj var et "almindeligt" møde i missionshuset med indledning, sange og tale og med kaffen til slut.

    "Det er vores typiske mødeform," siger Ove Binderup.

Frugter af en god dialog

Det almindelige onsdagsmøde holdes cirka en gang om måneden, for programmet for Indre Mission indeholder en vifte af andre slags møder. Nogle af dem er målrettet de unge familier. Det gælder "De tidlige møder", torsdagsmødet "Aftenfri", der fungerer efter Messy Church konceptet, og familieaftener.

    "For nogle år siden oplevede vi en nedgang i de yngre familier, og vi inviterede dem til en drøftelse af, hvordan vi kunne lave nogle møder, som tilgodeså deres behov. Resultatet er møder, der begynder og slutter tidligt, så familierne kan nå hjem og putte børnene. Vi ser, at der er god opbakning fra familierne. I de sidste par år har vi set en større søgning af unge familier til Bethesda," forklarer Tina Futtrup, der sidder over for formanden og kassereren Jens Christian Pedersen. De glæder sig over, at seniorerne også kommer til de tidlige møder.

Mange familietilbud

"Vi forsøger at have en løbende dialog med de unge familier," fortsætter Tina Futtrup. "Vi ser nogle yngre familier, der engagerer sig rigtig meget. Vi ser også, at der er familier, som ved, at de hører til, men de er ikke så trofaste. Det er svært for de unge familier at få tingene til at hænge sammen. De sorterer i, hvad de kommer til. Derfor er det godt, at vi har forskellige tilbud."

    Men bestyrelsen mærker også, at Aalborg ligger i et udkantsområde.

    "Vi har unge familier, der er rykket op fra IMU. De vil gerne blive i byen, men rejser, fordi de ikke kan få arbejde," fortæller Ove Binderup.

    Familierne er fortrinsvis bosat i forstæderne til Aalborg. Det er én af grundene til, at der ikke er nogen børneklub i Bethesda.

    "Det har været svært at samle børnene i Bethesda en eftermiddag om ugen. Derfor har vi blandt andet lavet Aftenfri for at samle børnene," forklarer Tina Futtrup.

    "Der er ikke så mange børn herinde omkring missionshuset," forklarer Jens Christian Pedersen.

Vi når mennesker

Familierne er også gode til at bakke op om fællesmøderne med IMU og "Fælles fredag" der er fire gange om året. Her tager man alternative emner op som for eksempel etiske emner.

    "Det er godt at mærke, at de unge familier og IMU'erne vil være sammen med os seniorer," siger Ove Binderup.

    I listen over aktiviteter er der også tiltag, der rækker ud i byen. Det er barselscaféen, kristendomskursus og sociale tiltag som kvindernes gåklub og mandeklubben "Logen".

    "Det er lykkedes os at nå mennesker gennem de tiltag," forklarer formanden.

    Når der er kulturnat i Aalborg, slås dørene op til Bethesda, der ligger centralt i byen.

    "Her kommer der rigtig mange mennesker inden for i missionshuset."

    De tre bestyrelsesmedlemmer glæder sig over, at der er flere IM-grupper i byen. "Jo flere steder, der er et missionsarbejde, jo flere mennesker kommer vi i berøring med," siger kassereren.

    IM-fællesskaberne i Aalborg mødes til kredsmøder nogle gange om året.



Læs bladet her:
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter