Indre Missions Tidende

19.10.2018

Ingen ved hvornår det bliver aktuelt

Det er ikke vigtigt, om man siger ja eller nej til organdonation, men det er vigtigt at tage stilling




Vibeke Sode Hjorth ville ikke have problemer med at donere sine organer, men af hensyn til sine pårørende har hun sagt nej og registreret det.

    »Da min mor blev erklæret hjernedød, havde hun ikke registreret sit ønske i forhold til organdonation, men vi havde tidligere snakket om det og jeg vidste, hun ikke ønskede det,« fortæller Vibeke.

    Hun mener, det er vigtigt at tage stilling og snakke med familien om det, for ingen ved, hvornår det bliver aktuelt.

    »Det kan være helt uoverskueligt for de efterladte at tage stilling midt i chok og smerte over deres pludselige tab. Har man registreret sin holdning, bliver der ingen diskussion,« understreger Vibeke.

Etikken skal tænkes med

Thomas Bjerg Mikkelsen har for mange år siden udfyldt et donorkort, hvor han tog en beslutning om, at han gerne vil donere sine organer, hvis hans pårørende siger ja.

    »For min skyld kan de bruge alle mine organer, men i papirerne kan man skrive, at det er under den forudsætning, at de pårørende siger ja.

    Fordelen, som Thomas ser det, er, at de nære pårørende kan fortryde i situationen og sige, at det kan de ikke leve med.

    »Det er selvfølgelig at lægge et ansvar over på de pårørende, men det vejer tungere for mig, at de har mulighed for at vælge det fra. Jeg mener, at det er den bedste måde at respektere mine pårørende på.«

    Thomas har ikke problemer med den kendsgerning, at hjertet stadig pumper blod rundt.

    »Jeg accepterer hjernedødskriteriet og mener, at det er et meget sikkert dødskriterie, og det kan jeg godt forsvare ud fra et etisk synspunkt. Grundlæggende er kroppen jo forgængelig. Derfor er jeg ikke bekymret over, at de tager mine organer. Når hjernen er død, er der kun en krop tilbage. Blodet strømmer igennem den, men på det tidspunkt, mener jeg, at mit jeg er forsvundet, der er kun et dødt menneske,« forklarer Thomas, som understreger, at etikken hele tiden skal tænkes med.

    »Hvis jeg selv er villig til at modtage organer fra andre, har jeg også en moralsk forpligtelse den anden vej. Tingene må hænge sammen,« siger Thomas.

    Han mener, det er vigtigt at tage stilling og gøre det i god tid, så de pårørende ikke bliver sat i et dilemma.

    »Det er alt for svært, når man står midt i det,« uddyber han.

    »Man skal have overvejet den slags spørgsmål, og det er vigtigt hurtigt at få lavet en grænsedragning: ‘Det er her mine grænser går’,« understreger han.

    Thomas mener, det er vigtigt at tage stilling løbende.

    »Det er okay at ændre holdning, hvis man er blevet klogere på spørgsmålet.«

Mit liv er ikke kun mit

Jakob Lund Olesen har været gennem en overvejelsesfase og har snakket med familien om det. Han er nået frem til, at det rigtige for ham vil være, at han siger ja til at donere sine organer.

    »Gud har skænket mig livet, og jeg vil gerne give Gud de bedste muligheder for at forlænge andres liv og være med til at forbedre deres livskvalitet. Mit liv er ikke kun mit. Jeg har ikke råderet over det, når jeg dør. Jeg vil gerne give det tilbage til Gud,« uddyber Jakob, som har taget familien med på råd.

    »Det er meningsfyldt at donere, men det har været vigtigt for mig, at mit ansvar for min families liv vægter lige så højt som mit ansvar for andres liv,« fortæller han.

    Derfor har han taget beslutningen sammen med sin familie, så de ikke skal stå tilbage med det svære valg, når han dør.

    »Det er ud fra den lutherske tanke om kaldet til at værne om familien og passe godt på den. Det er en teologisk begrundelse i stedet for en følelsesmæssig,« forklarer Jakob, som understreger, at man bliver nødt til at tage et aktivt valg.

    »Tager du ikke stilling, så har du allerede valgt,« siger han.

Artiklen kan også læses i impuls nr. 21/2018, hvor der sættes fokus på temaet organdonation 



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter