Indre Missions Tidende

09.03.2018

Jeg får aldrig svar

Anita mistede pludselig sin mand for snart tre år siden. Det har givet hende en masse spørgsmål, men også en større himmellængsel




Det var en helt almindelig forårsmorgen mandag den 27. april 2015. Anita og Knud Rasmussen og deres to døtre sagde farvel til hinanden, som de plejede, og kort efter cyklede Knud ned ad Jellingvej i Vejle mod sit lærerjob - for sidste gang. Han blev påkørt af en bil og døde kort tid efter af indre blødninger på Kolding sygehus, kun 46 år gammel.

    "Det var de tungeste skridt at gå, da jeg skulle tilbage og hente pigerne i skolen med sådan en besked. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne gøre det. Det var meget surrealistisk, og jeg var selvfølgelig i chok. Jeg tror, det var en mekanisme," fortæller 46-årige Anita Rasmussen, der er pædagog og arbejder med udviklingshæmmede. Hun sidder i sofaen og fortæller med vestjysk ro, hvordan hun oplevede den første tid uden Knud.

    "Det tog lang tid, før jeg rigtig forstod, at Knud var død. Jeg tog ofte mig selv i at tænke: 'Det skal jeg lige huske at fortælle Knud'."

    Og spørgsmålene begyndte at hobe sig op.

    "Hvorfor skulle Knud dø? Hvorfor på den måde? Hvorfor så pludseligt? Hvad ville Gud med det her? Har han en mening? Jeg har aldrig været vred på bilisten. Hvis Knud skulle dø nu, hvorfor skulle bilisten så igennem al den lidelse?" reflekterer Anita og fortsætter: "Mine døtre sagde på et tidspunkt: 'Hvis bare vi havde givet far et ekstra knus, så var han kørt en lille smule senere'. Gud kunne have forhindret ulykken, det var kun marginaler, der var tale om."

Andre har det værre

Anita var vred på Gud i begyndelsen. Hun var sygemeldt fra sit arbejde, og når døtrene var sendt i skole, havde hun tid til at tage sig af sin egen sorg. Hun bearbejdede den blandt andet ved at læse mange kristne bøger og fandt trøst i det, andre har oplevet og reflekteret over. Men der skete også noget andet.

    "Den første uge tænkte jeg: 'Det er helt forfærdeligt det her. Det er sådan noget, man kun læser om i avisen'. Men ret hurtigt fik jeg den tanke, at andre har det værre end mig. Knud var adopteret fra Korea, og jeg tænkte: De kristne i Nordkorea har det værre. Jeg tror, jeg havde brug for at gribe fat i noget, der var værre, for at få min egen sorg og smerte ned, hvor jeg kunne håndtere den," forklarer Anita.

Når vi kommer derud, hvor vi intet kan, så kan vi ikke gøre andet end at stole på Gud

    Hun har også lagt mærke til, at andre synes, hendes oplevelse er så forfærdelig, at de lukker ned for deres egne lidelser.

    "Men vi kan ikke sammenligne smerte, så jeg synes, vi skal bruge hinanden som kristent fællesskab. Hvis folk er kommet her i mit hjem, så har jeg været rimelig åben om, hvordan jeg havde det. Jeg har snakket mig meget igennem min sorg og har også været ved psykolog."

    Anita søgte fra starten nogle i samme situation som hende selv. Derfor begyndte hun i en sorggruppe i kirken, og hun deltager også i IM's arrangementer for aleneforældre.

    "Nogle kommer stadig og spørger, hvordan det går. Jeg kommer ikke til at juble og sige, at det går fantastisk. Vi lever med savnet, men det går, og vi har det godt. Efterhånden kan jeg være glad for det, jeg har fået gennem Knud. I begyndelsen var mit fokus på den smerte, jeg oplevede ved at miste, men vi har meget at være taknemmelige for," fortæller hun.

Se mod lyset

Det er ikke bare hverdagen, der har ændret sig for Anita. Hun har også fået et andet perspektiv på livet.

    "Jeg ser stort set ikke fjernsyn længere. Det siger mig ikke rigtig noget. Til gengæld hører jeg mange lovsange, og mange af dem handler om sorg."

    Hun har haft særlig glæde af Laura Storys sang Blessings (velsignelser), som også findes på dansk i Fællessang 4.

    "Hun siger, at lidelserne minder os om, at det her ikke er vores hjem. Mit kristenliv og fundament er blevet noget helt andet. Jeg har fået mere himmellængsel."

    BønneboksAnita har også fundet på at lave en bønneboks.

    "Sommetider kan vi blive ved med at bede Gud om de samme ting, og de kan fylde meget i hovedet. Så skriver vi bønnerne ned og lægger dem i boksen. På den måde bliver det meget konkret, at vi har lagt det hen til Gud," forklarer hun.

    Anita finder også god støtte og opmuntring i citater og har skrevet et af dem i perler på et trappetrin i kælderen: "Se mod lyset, så falder skyggerne bag dig".

    "Når alt kører, glemmer vi måske at stole på Gud. Men når vi kommer derud, hvor vi intet kan, så kan vi ikke gøre andet end at stole på Gud. Så må vi se mod lyset, se mod Gud. Jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham."

    Det, der har hjulpet Anita bedst i forhold til hendes mange spørgsmål, er at tage én dag ad gangen.

    "Jeg har mange gange spurgt Gud: "Hvorfor?" Men jeg har ikke fået et konkret svar. Og jeg har accepteret, at jeg nok aldrig får svar. Nogle gange ville jeg ønske, at Gud talte mere til os. Men samtidig tror jeg, at det er godt, at vi ikke altid får svar på vores spørgsmål. Jeg tror, Gud skåner os, fordi vi ikke kan se hele billedet."

 


 

Artiklen er en del af et tema, som også omfatter:

Leif Andersen og Elli KappelgaardDer er altid grund til at håbe

Teologien og psykologien kan på hver deres måde bringe håb ind i et lidende menneskes liv. Det mener Leif Andersen og Elli Kappelgaard

 

 
Læs hele temaet i impuls nr. 5/2018 online her.



Læs bladet her

Kommentarer


Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: sek@imh.dk

webmaster@indremission.dk

Persondatapolitik
Følg vores aktiviteter