Jeg får ikke en forklaring

Det rummer en stor smerte at have nære relationer, som ikke tror på Jesus. Bibelen har nogle forklaringer, men i sidste instans er det et spørgsmål om at stole på Gud

Sprint Aagaard Korsholm har nære relationer, som trosmæssigt står et andet sted end ham selv.

Der er mange tungtvejende følelser og spørgsmål forbundet med at have nære pårørende og venner, som tilsyneladende har valgt en anden vej end kristendommen.

    »Vi spørger os selv, hvad vi har gjort forkert. Kunne vi have gjort ting anderledes? Vi længes efter, at de begynder at tro på Jesus, og vi bekymrer os om, hvad der sker, hvis de ikke gør det. Disse spekulationer kan nemt blive mere ødelæggende, end det er godt,« konstaterer Sprint Aagaard Korsholm, der er undervisningskonsulent i Indre Mission. Han har det selv tæt inde på livet.

    »Vores længsel og bekymringer dækker over en reel rædsel for, at de ender et andet sted. Gennem Helligånden er vi nemlig blevet klar over, at der er en evighed i hvert menneske, og enten bliver den helt vidunderlig eller meget forfærdelig.

    Vi ønsker ikke for nogen mennesker og slet ikke for dem, der står os nær, at de ikke får en lykkelig udgang på livet. Vi kan slet ikke rumme den smerte,« siger han.

Prøver at fortælle os sandheden

»Jeg har mødt mange missionsfolk, som er begyndt at lege med tanken om ‘alles frelse’ som en form for trøst. Det er ikke, fordi de egentlig er begyndt at læse Bibelen anderledes, men fordi de ikke kan holde ud at tænke på, at deres børn går fortabt. Følelsesmæssigt forstår jeg dem godt, for det kan lette deres smerte, men det hjælper jo i virkeligheden slet ikke deres børn.

    Gud er nødt til at fortælle os, at vi er dødssyge på det åndelige plan. Den sygdom fører til en åndelig død, en fortabelse, hvis han ikke får lov til at hjælpe os,« fortsætter Sprint.

    »Jeg tror, at Gud er den klogeste og den kærligste i det her, og han prøver at fortælle os sandheden så langt, som vi kan forstå det.«

    I denne sammenhæng fremhæver Sprint to væsentlige pointer, som kan trøste de mennesker, der kæmper på dette område.

    »Vi er nødt til at acceptere, at Gud er større end os, og at der er ting, vi ikke kan rumme eller helt trænge til bunds i,« forklarer han.

Der er en evighed i hvert menneske, og enten bliver den helt vidunderlig eller meget forfærdelig.

»Og så er forholdet mellem Gud og det enkelte menneske som en sort boks. Der er ting, vi ikke ved, og som vi ikke kan analysere os frem til. Bibelen giver ikke svar på, hvorfor mennesker reagerer forskelligt på Guds ord. Vi kan heller ikke få styr på, hvad der sker mellem det enkelte menneske og Gud, lige inden det dør.«

Gud er betydelig mere bekymret

Der er håb for et menneske, så længe det trækker vejret. Men når det dør, er der ikke mere at gøre, konstaterer Sprint.

    »Så kan vi lægge personen i Guds hænder, og vi kan bede om tilgivelse for det, der var forkert i vores relation,« siger han.

    »Det er rigtig vigtigt, at vi arbejder med at lægge tanker om, hvad der sker efter døden, og hvad vi kunne have gjort anderledes, i Guds hænder og så slippe dem.«

    Sprint har ikke noget patentsvar på, hvad der er det rigtige at gøre i forhold til nære relationer, der lever, men som nok ikke tror.

    »Jeg har mange gange været i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg tror, at man må bede om vejledning og om hjælp til at kunne hvile i, at det dybest set er Guds ansvar. Han elsker det menneske betydelig mere, end jeg gør. Gud er betydelig mere bekymret for, om det går fortabt, end jeg er, for hans kærlighed er meget større end min,« siger Sprint.

Gud er betydelig mere bekymret for, om mennesker går fortabt, end jeg er, for hans kærlighed er meget større end min.

»Vi må tro på, at Gud er på sagen. Vi må tro på, at han kalder os til at gøre noget ved det. Vi må bede om, at vi må kunne samarbejde så godt som muligt med ham.«

Udvælgelse skal trøste

Bibelen giver ikke et udtømmende svar på, hvorfor én person i en gruppe begynder at tro på Jesus, mens de andre ikke gør det.

    »Jeg ved ikke, hvorfor jeg var den eneste i min gymnasieklasse, som tog imod evangeliet. Jeg må have været det, som Bibelen kalder ‘den gode jord’, som Guds ord blev sået i og slog rod i,« forklarer Sprint.

    »Vi forstår vist oftest udvælgelse som en slags sortering. Men jeg tror, vi mere skal tænke det som en aktiv kærlighedsfokusering. Bibelen siger tydeligt, at Gud elsker alle, og at han ønsker, at alle bliver frelst. I den forstand fokuserer Guds kærlighed og tanker om frelse på hver eneste en af os. Så enhver, der siger ‘Ja tak’ til at være med, siger dermed ‘Ja tak’ til det, Gud har udset til denne person, fra vedkommende blev til. Gud har ikke på forhånd sorteret dem fra, der på dommens dag desværre ikke får del i frelsen. Hvorfor de ikke kom med, kan kun den før omtalte sorte boks rumme svaret på.

    Bibelens måde at beskrive disse ting på er oftest, at når et menneske er ‘i Kristus’, er det faldet på plads i den plan, Gud har udvalgt det til. Dér må vi hente den tryghed, som er Bibelens hovedformål med at tale om udvælgelse: Når jeg lever i Kristus, så er jeg på den rette plads i forhold til Guds plan om min evige frelse.«

De små i åndelige forhold

Det er svært at forstå, at der ikke gives en fuldstændig forklaring på, hvorfor nogle mennesker ender i himlen hos Jesus og andre i fortabelsen.

    »Jeg tror, at det er nødvendigt på grund af vores begrænsning som mennesker. Det er ligesom, når forældre nogle gange er nødt til at sige til deres børn, der igen og igen spørger: ‘Hvorfor?’ Og hvor den voksne bare må svare: ‘Sådan ér det bare. Jeg kan ikke rigtig forklare det for dig – du må stole på mig.’ Gud giver os ikke en forklaring, men en favn. En åben, kærlig og tryg favn, hvor vi må gemme alle vores tanker og følelser,« siger Sprint.

    Det stemmer ikke overens med menneskers tankegang i dag.

    »Det er svært for os at ydmyge os og erkende, at der er en instans over os, som bestemmer, og som siger nogle ting, vi ikke forstår. Vi får ikke en forklaring, men vi må stole på, at det er rigtigt,« siger han.

    »Vi bliver nødt til at give afkald på vores liv, som Jesus siger det. Det betyder, at vi må droppe selv at forstå og selv at bestemme i åndelige forhold. Vi er så små, at vi må stole på det, vi ikke kan se eller fatte, og så springe ud i det store intet og sætte vores håb til Gud,« forklarer han.

    Sprint nævner, at der ligger en frihed i ikke at forstå alt.

    »I nogle perioder lykkes det mig at komme til den erkendelse, at vi ikke skal rode rundt i, hvorfor nogle bliver frelst og andre ikke, og hvad der sker efter døden. Det er Guds sag og ikke min,« forklarer han.

    »Så behøver jeg ikke at bekymre mig eller spekulere, men jeg er fri til bare at elske og være et vidnesbyrd for mine nære relationer og venner.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…
Befriende og livsnær forkyndelse
Monika Andersson fra Odense var blandt de 430 deltagere på ECHO. Hun er ny i troen og sugede til sig. Hun fik tonsvis af inspiration med hjem. …

Annoncer